Sejr til Victoria Vallentin i U25
Det blev en meget seværdig finale med otte startende i Agria DRF mesterskab for U25. Det var dog på forhånd klart, at afgørelsen lå i hænderne på de to erfarne ryttere Josefine Hoffmann og Victoria Vallentin.
Men også Sandra Aagaard Hyrm fik vist et flot kürprogram. Hun åbnede med piaffe og øgning efter indridningsparaden, og så var parret ligesom i gang. Hun og Heslegaards Rismon opnåede 72,550% og en bronzemedalje i det samlede resultat.
Victoria mod Josefine
Victoria Vallentin havde tidligt startnummer med Brooklyn. Hun er en særdeles erfaren kürrytter, og hun har sammensat en kür, der fremhæver Brooklyns styrker i piaffe og passage på bedste vis. Og dommerne var begejstrede for hendes ridt, der indbragte 76,425% Dermed satte hun Josefine Hoffmann under maksimalt pres. Josefine var sidste rytter i mesterskabet, så al fokus hvilede på hende og Hønnerups Driver.
Parret dansede sammen, letfodet og elegant i travprogrammet, med flot passage, mens piafferne ikke har helt samme kvalitet. Der er få heste, som udfylder en bane, som Hønnerups Driver gør det, når han galoperer op-ad-bakke med stor bæring. Det var helt umuligt at afgøre, om Josefine kunne holde føringen, eller Victoria havde overtaget guldet. Alle stirrede ned i telefonerne for at følge karaktererne, som tikkede ind på Equipe. Men nej, Josefine måtte tage til takke med andenpladsen i küren med 74,625% og den samlede andenplads.
Landstræner Nathalie zu Sayn Wittgenstein har udpeget Victoria Vallentin og Josefine Hoffmann til det landshold, som skal repræsentere Danmark ved EM for U25 i Hagen til september. “Jeg sender et hold til NM, det er nye og får erfaring der. Efter NM peget jeg på, hvor den ser ud med de øvrige ryttere til EM,” forklarer hun.
Se med fra Equitour Denmark den 21.-23. maj 2021 med DM i dressur og paradressur.
Vi streamer alle tre dage – fra begge baner.