Tyskland dominerede i weekendens World Cup-kvalifikation
Mere end tre % adskilte Jessica von Bredow-Werndl og Isabell Werth, da der søndag blev redet kür ved World Cup-kvalifikationen i Østrig.
Og denne gang var det ikke til Isabell Werths fordel, selv om den 51-årige rytter plejer at vinde, når hun sætter sig i sadlen på Weihegold Old.
Jessica von Bredow-Werndl og Dalera BB var i hopla, og deres stemningsfulde kür med musik fra La La Land blev også belønnet med hele 87.960 %.
Werth og Weihegold er normalt sikkerheden selv, men søndag indløb der nogle småfejl, og ekvipagen måtte tage til takke med en placering som nummer to – dog kunne de stadig glæde sig over en bedømmelse på knap 85 %.
Tredjepladsen og fjerdepladsen stod der også Tyskland på, og landet satte dermed en fed streg under dets dominans i dressursporten pt. Helen Langehanenberg, og Annabelle fik 81.340 %, mens Dorothee Schneider og Faustus blev firer.
Carina Cassøe Krüth og Danciera var eneste duo fra Danmark i kvalifikationen, og de kunne tage hjem fra Østrig med en 10.plads i bagagen.