Udstyrskontrol ved DM i dressur – det skal du vide
Primært fokus på mesterskabsklasserne
Udstyrskontrollen starter fredag den 3/6 kl. 9, og alle heste, der deltager i mesterskaberne, vil blive kontrolleret. Flere detaljer om den praktiske afvikling af kontrollen vil blive offentliggjort på Equipe i starten af næste uge.
Udover DM-klasserne vil der desuden kunne forekomme stikprøvekontroller i andre klasser ved stævnet, hvis det vurderes nødvendigt af enten DRF’s veterinærkonsulent eller fungerende TD’er.
Findes der ved kontrollen gennembrud af hud eller slimhinde på en hest, vil den blive nægtet start. Læs eller genlæs evt. vores beskrivelse af, hvordan DRF vurderer mundsår hos heste/ponyer, her.
Sådan foregår en kontrol typisk
Kontrollen ved stævnet i Uggerhalne bliver ikke anderledes end de kontroller, der ellers bliver udført rundt omkring ved stævnerne med jævne mellemrum – dog kan der være forskellige fokusområder fra gang til gang.
F.eks. kan man kigge særligt på skader forårsaget af udstyr såsom sporer, piske, bid, næsebånd, gamacher o.l. Har man som rytter/forældre/hesteejer ikke oplevet en udstyrskontrol før, kan det være rart at vide, hvordan det konkret foregår, og for de fleste kan det desuden være en hjælp at få tips til, hvordan man selv – evt. i samråd med sin træner – kan tjekke sin hest hjemmefra.
Her kan du se DRF’s veterinærkonsulent Mette Uldahl vise og fortælle, hvordan en udstyrskontrol forløber, hvad der kigges efter, samt hvordan du kan tjekke din hest, inden du tager afsted til stævne:
Bliv klogere på udstyrskontrol, hestevelfærd og etik
Læs meget mere om sammenhængen mellem udstyrskontrol og hestevelfærd i dette skriv. Derudover kan du med fordel læse DRFs retningslinjer for etisk korrekt brug af hesten til ridesport, som er opdateret pr. 1. januar 2021.
Se det hele hjemmefra
Har du ikke mulighed for at tage turen til Uggerhalne, så kan du se det hele på Zibrasport Equest. Vi streamer alle klasser, alle dage. Premium Medlemmer har naturligvis fri adgang til streamen og videoarkiv, mens alle andre kan købe pay pr view til 199 kr.
Vi har naturligvis også journalister på stedet, og de er klar til at lave spændende historier og vinderinterviews. Så hold øje med både hjemmeside og Facebook.
Læs meget mere om DM i dressur og se videoer fra tidligere år.