Skip to main content

Verdensmester pusler med en ny kür til World Cup

Der er blot få dage til, at flere af verdens aller bedste dressurryttere mødes til FEI World CupTM på Vilhelmsborg. Hele det danske guldhold fra VM i Herning er til start.
| admin

”Jeg glæder mig til at ride på Vilhelmsborg, det er ikke det samme som i Herning, men jeg kan meget godt lide at ride de større stævner på steder, der er lavet til heste,” fortæller Carina Cassøe Krüth, der lige nu er nr. 5 på verdensranglisten, og kommer til start i World Cup-klassen med Heiline’s Danciera.

Arrangørerne Jens Trabjerg og Casper Cassøe har i år valgt at skalere World Cup-stævnet til udelukkende at fokusere på interessante dressurklasser over 4 dage. Springrytterne, der sædvanligvis rider international springning samme weekend, må vente til næste år, for at få den oplevelse med.

Læs også: Det danske VM-guldhold til World Cup på Vilhelmsborg

Det bliver Vilhelmsborg ved Århus, som kommer til at danne rammen om World Cup-kvalifikationen fra den 20. – 23. oktober, der er den første i den vesteuropæiske liga. Og hele det danske, guldvindende VM-hold fra Herning2022 har meldt deres ankomst til stævnet. Og ikke alene med deres topheste, men også med deres kommende stjerner i stor- og/eller lilletur.

Carina med ny kür?

Rytterne håber naturligvis på, at publikum bakker talstærkt op på Vilhelmsborg, og er med til at skabe den sædvanlige gode stemning, som det danske dressurpublikum er så kendt for ude i verden.

Carina Cassøe Krüth arbejder på at lægge sidste hånd på en helt ny kür. Og kommer alt til at spille, vil hun debutere den på Vilhelmsborg. Hun er ikke meget for at dele sine tanker om den nye kür, den må vi opleve, men hun kan da sige så meget, at vi, rent musikalsk, skal et årti frem – vi skal til 90’erne i stedet for 80’erne.

Carina ser frem til stævnet på Vilhelmsborg af flere årsager. Hun sluttede World Cup-sæsonen med en finaleplads i Leipzig i år, hvor det blev til en 4. plads. Og så kan Vilhelmsborg noget logistisk for ryttere og heste.

”Nogle gange er det bare rart at ride i et ridehus. Det er dejligt at komme til et sted, hvor der er en rigtig stald og en rigtig barriere,” siger Carina, som også understreger, hvor imponerende flot, det kan være at ride i de store messehaller, men Vilhelmsborg kan noget andet.

Verdensmestrene: Carina Cassøe Krüth, Nanna Merrald Rasmussen, Daniel Bachmann Andersen og Cathrine Laudrup-Dufour er klar til at kæmpe for hæder og points på hjemmebane. De skal især forsøge at holde de tyske landsholdsryttere Dorothee Schneider og Helen Langehanenberg bag sig.

Det bliver interessant at se, om Cathrine Laudrup-Dufour kan gentage World Cup-sejren fra 2020 på Vilhelmsborg med Bohemian, og hvordan Carina Cassøe Krüth’s nye kür bliver bedømt. Nanna Merrald Rasmussen har Blue Hors St. Schufro til start i World Cup-klassen. Ved deres seneste start under Falsterbo Horse Show i juli vandt de küren med 81,08% Ved samme stævne red Daniel Bachmann Andersen Zippo M.I. ind på andenpladsen i Grand Prixen med 75%

Der er gratis adgang torsdag og fredag. Billetter til lørdag og søndag kan købes forud på hjemmesiden, eller ved indgangen, hvis der fortsat er billetter.

Se hele programmet og køb billetter på hjemmesiden: www.worldcupherning.dk