Skip to main content

Video: Med tålmodighed og planlægning får man en hingst

Stald Bøgegården har gennem årene avlet særdeles fremragende springheste. En del er at avle hestene, noget andet er management og planlægning. Det måtte der i høj grad til for at få den 6-årige hingst Bøgegårdens Comann kåret. Hør Jørgen Schmidt og hans søn Jacob fortælle.
| admin

Bøgegårdens Comann var i højt humør ved Dansk Varmblods hingstekåring. Under Jacob Schmidt blev han vist for kåringskommissionen og publikum. Hingsten er efter Cristallo I, en Cornet Obolensky søn kåret i Westfalen, og et OL-håb for Henrik von Eckermann inden hingsten desværre blev skadet. Han er trukket på Bøgegårdens fantastiske hoppestamme, som har givet internationale springheste, blandt dem den kårede hingst Bøgegårdens Gladiola, som blev udnævnt til Årets Hingst under kåringen i år, og redet fejlfrit i Stutteri Ask Grand Prix af Lars Nørgaard Pedersen.

Læs også: Riders Corner – årets hingst, farvel til Arlando og Dufour med ny rekord

OCD – og hvad så?

Dansk Varmblod har haft en meget streng politik omkring kåring af hingste med OCD. Osteochondrose, som også forkortes OCD, er en lidelse, der rammer føl og ungheste i vækst. Længdevæksten af knoglerne foregår i overgangen mellem knogle og brusk, ved at brusk erstattes af mineraliseret knoglevæv. Man taler om at vækstbrusken forkalkes. Osteochondrose er resultatet af en forstyrrelse i forkalkningsprocesserne under ledbrusken. Herved kan der kan dannes en sprække eller defekt i brusken, eller et stykke brusk afstødes, således at der opstår en ledmus. Det er en lidelse, som i nogen grad er arvelig, men også en lidelse som kan undgås ved den rette fodring af den drægtige hoppe og føllet, samt motion af føllet.

Jørgen Schmidt fik røntgenfotograferet Bøgegårdens Comann, da hingsten var 2 år og fandt ud af, at Comann havde OCD. Derfor valgte han at få ”musen” opereret ud, og i stedet fokuserede familien på hingstens uddannelse i sporten. Det betød, at Bøgegårdens Comann var topplaceret i Pavo og DRF’s springchampionat i 2020, og sidste år, da hingsten var 5 år, opnåede han den højeste score inden omspringningen, hvor han kom ind på 7. pladsen. Senere aflagde han en fremragende materialprøve i Dansk Varmblods regi, hvor han bl.a. fik 9 i kapacitet og 9 i galop. Så var hingsten klar til at blive vist for Dansk Varmblods kåringskommission.

Nervepirrende spænding

Der var lidt nerver på i stalden forud for fremstillingen af hingsten for dommerne, fortæller Jørgen Schmidt, men alt gik godt. Hingsten har så store kvaliteter, at kåringskommissionen valgte at kåre ham, på trods af OCD. Nu er Comann og Jacob klar til at takle springbanerne sammen, og så får Comann lige et sidejob som avlshingst på Stald Bøgegården i Bolderslev.