Skip to main content

VM venter for Danmarks eneste para-kusk

Henriette Bendorff er klar til at give den alt, hvad hun kan, når hun i denne uge stiller op til para-VM for sportskuske i Tyskland.
| admin

Diagnosen SCA (Ataksi), der medfører koordinationsforstyrrelser og svingende kontrol over kroppen, har ikke sat en stopper for Henriette Bendorff.

Selv om sygdommen forhindrede hende i at fortsætte sin aktive ridekarriere, så ville den ukuelige kvinde beholde hestene i sit liv. I stedet for at sætte sig på ryggen af hesten, så sidder Henriette i dag i hestevognen.

Hun er nemlig Danmarks eneste para-kusk, og det er hun så god til, at turen går til Tyskland i denne uge, hvor der bliver afholdt VM.

”Jeg fik problemer med at ride, men jeg blev ved med at tro på, at jeg kunne komme i gang igen, men det måtte jeg erkende var umuligt. Kroppen kunne jeg ikke.

Derfor fik jeg den idé, at jeg i stedet ville avle miniature-knabstruppere. De skulle stilles foran vogn, hvis de skulle kåres. Og på den måde fik jeg øjnene op for at være kusk.

Forinden var jeg slet ikke optaget af kørsel, men da jeg satte mig bag vognen på min miniature-knabstrupper, så blev jeg fanget. Han hed Maxi. I 2012 startede jeg på konkurrencekørsel efter, jeg bare havde hygget mig med det i omkring fire år.”

Der er stil over det, når Henriette styrer Kato (Foto: Privat)

Fra Danmark til udlandet

Henriettes ambitioner voksede støt i takt med, at hun blev en bedre og bedre kusk.

Derfor måtte lille Maxi skiftes ud med en større hest. Det kræves der nemlig, hvis man vil være med til de internationale stævner.

Kato blev Henriettes følgesvend, og de har opnået utallige flotte resultater. Og nu venter VM altså igen. I 2018 var de også afsted, og dengang blev parret nummer 11 samlet – hvor de scorede en flot fjerdeplads i dressur-delen. Køresporten består nemlig af tre discipliner: Dressur, Kegler og Maraton.

”Det kan sammenlignes med military… Og jeg er Danmarks eneste parakusk.

Jeg kører fastspændt på vognen og har håndtag på linerne. Jeg må have min groom med, når vi går bane. Jeg er i grad 1, hvilket er gældende resten af livet,” forklarer Henriette.

Hestene hjælper med min fysik. Sporten giver mig glæde og gode oplevelser, og jeg kan godt lide at dygtiggøre mig.

Henriette

“Dagligdagen med heste betyder også meget, og det gør også, at jeg ikke tænker over, at jeg har flere udfordringer end andre.”

Ambitionerne er pakket

Tirsdag drager Henriette, Kato og resten af teamet til Tyskland.

”Jeg vil gerne klare mig godt, og jeg tror godt vi kan være med i den gode ende.

Stævnet forløber over flere dage.

“Jeg har netop været til DM, hvor jeg konkurrerede mod ikke-parakuske. Jeg blev nummer et i dressur, nummer fem i keglekørsel og nummer syv samlet, så udgangspunktet er godt før VM.”

Du kan følge Henriettes til VM her