39 hold til start ved DM i ponydressur
Imponerende 39 hold har meldt deres ankomst, når der i disse dage skal kåres en ny vinder af DRF-mesterskabet for hold i ponydressur.
Frederikshavn Rideklub er for 12. gang vært, og de ser frem til en weekend med flot dressur.
“Vi nyder stor opbakning til arbejdet omkring DM i ponydressur for hold. Vi er i år i gang med det 12. DM, og det vel at mærke i træk. Dette indikerer meget godt den opbakning, stævnet har,” fortæller Suzette fra den nordjyske klub.
Zibrasport Equest streamer søndag
Med så mange års erfaring, så har klubben hvert år optimeret begivenheden.
“Vi har udarbejdet en “drejebog” for stævnet, som hvert år er blevet rettet til med godt og skidt.
Mange melder sig til samme tjans som sidste år, hvilket selvfølgelig gør arbejdet lettere – man ved, hvad man skal.
Hvert år kommer der nye frivillige kræfter til, og heldigvis har har de kunnet erstatte de som af den ene eller anden grund stopper. Samlet er vi omkring 100 i gang fra torsdag til søndag, men så er vi også brugt.
Der er en helt speciel hyggelig stemning blandt hjælperne, vi er sammen om at gøre det muligt, lige fra velkomsten af parkeringsvagterne, modtagelse af ponyen, hvor vi sørger for at hestetraileren gøres ren, hjælper med stævneskabe osv.
Sekretariatet tager sig af alt omkring selve stævneafviklingen og koordinerer bestilling af ekstra spåner og køb af hø. Cafeteriet sørger for at der er et bredt udvalg til fortæring under hele stævnet – også til de som har gluten- eller laktoseallergi.”
Flinke medlemmer
Når så mange deltagere bruger en weekend hos Frederikshavn Rideklub, så kræver det, at klubbens medlemmer støtter op.
“Mange hjælper også klubben ved at flytte ud af boksen, så vi kan efterkomme mange af stævnedeltagernes ønske om fast boks.
Al opstaldning foregår under tag, da ridehusbunden tages af i begge ridehaller, og stævneboksene sætte op i hallerne.
Vi er stolte over mottoet – Rideklubben på toppen i mere end én forstand.“