Skip to main content

Andreas og Darc de Lux strøg gennem vettjek

Første hurdle ved OL i springning er vel overstået for Andreas Schou og Darc de Lux, der præsenterede sig godt
| admin

Danmarks enlige repræsentant ved OL i springning, Andreas Schou og Darc de Lux e. Darco (opdr. Morten Augustinus) har været gennem vettjek her til formiddag, Andreas fortæller: ”Han var fin og tilpas, og han præsenterede sig godt. Han klarer varmen fint, og vi træner om aftenen, på samme tidspunkt, hvor klasserne skal gå, og han føles fin.”

OL er en kæmpe oplevelse, fortæller Andreas Schou. Foto: privat

OL en stor oplevelse

Andreas Schou har været til OL, som tilskuere, nu er han med, og hvordan oplever han ridefaciliteterne i Tokyo? ”Faciliteterne er fantastiske med aircondition i staldene. Alle der er med her og har redet OL fortæller, at faciliteterne her er helt unikke, og bedre end de har været vandt til.”

Andreas nyder også hele oplevelsen i OL-byen, som nok har nogle restriktioner, men samtidig giver mulighed for fællesskab og fitness træning. ”Det er super fedt. Det er da sjovt, når ens nabo er badmintonspilleren Viktor Axelsen og håndbolddrengene går ind og ud af dørene hele tiden. Det er en gennemført kæmpe oplevelse, lyder det fra Tokyo.

Hvad skal der ske de næste dage?

I aften kl. 20 er der lodtrækning. Søndag fra kl. 19 (kl. 12 dansk tid) er der banetræning, hvor der bygges en bane, med nogle af de forhindringer, som vil møde ryttere og heste i konkurrence. Rytterne har 90 sekunder til at springe alle eller dele af forhindringerne.

Så får ryttere og heste en dags pause, for her skal stadion bruges til ridebanespringningen for at afgøre konkurrencerne i military (mandag).

En dags pause

”Så går det løs den 3. august om aftenen. 30 ud af 75 rytter går videre til finalen. Jeg håber på at få en startplads lidt nede i feltet, så man kan se, hvordan klassen udvikler sig,” forklarer Andreas Schou. Klassen afvikles efter metode A, hvor rytternes resultat udgøres af fejl og tid. Fejlene tager finalerytterne ikke med sig, de nulstilles, så den første springning er udelukkende et spørgsmål og at afgøre, hvem der går i finalen.

Andreas forventer det bliver en udfordrende finalebane, som bliver bygget til hestene, som traditionelt først går holdkonkurrence og derefter individuelle konkurrencer ved mesterskaber. Her er det omvendt.

”Det er et mål at nå finalen, og det bliver dejligt at komme ind og springe, og finde ud af, hvordan han tager det hele her,” slutter Andreas Schou.

Se resultater og startlister HER Springningen tirsdag den 3. august bliver vist på DR2 fra kl. 12. og finalen bliver vist på samme kanal den 4. august fra kl. 12.