Skip to main content

Blogspot: Ridesportens trends fra 00’erne

Line Saunte har været i gemmerne for at mindes nogle af de mere eller mindre (u)heldige trends, der prægede hendes teenageår i ridesporten tilbage i 00’erne. Måske du også husker dem.
| admin

Ligesom med tøj, hår og indretning, så har ridesporten naturligvis også båret præg af forskellige trends gennem tiden. Nogle mere stilfulde end andre, men fælles for det hele er, at det altid er sjovt at kigge tilbage på nogle af de tendenser, som vi sukkede efter eller brugte hele vores opsparing på.

Line Saunte har været en tur ned ad “memory lane” i sit PEEK blogindlæg “Trends fra mine teenageår” og fundet fem af ridesportens trends fra 00’erne frem, som hun særligt husker fra sin ungdom:

Lykkebamsen i fortøjet

Man oh man hvor har jeg set mange små og store piger til ridestævner, som hver især havde en lille bamse-nøglering siddende i fortøjet til springstævner. Det var en form for lykkecharm, som jeg er sikker på var datidens “Lykkeengle”. Jeg købte faktisk en bamse, da jeg var 11 eller 12, som jeg var sikker på skulle være min “Lykkebamse i fortøjet”. Dog fik jeg aldrig min egen pony, men det har jeg nu, og bamsen er selvfølgelig også gemt, så når vi får vores stævnedebut kommer I helt sikkert til at se os med en bamse i fortøjet!

Læs også: Blogspot: For tyk til at ride?

Rosetpandebånd

Billede lånt af WMDESIGN.DK

Hvem husker ikke også de populære rosetpandebånd? Jeg husker dem i hvert fald tydeligt! De var virkelig in – specielt hvis man browsede igennem Hestegalleri. Her kunne man både se billeder af rosetpandebånd på diverse populære heste på HG, men man kunne også snildt finde en tutorial eller 10 på, hvordan man lavede sit helt eget rosetpandebånd. Dengang syntes jeg, det var det ultimativt fedeste – den dag i dag er jeg glad for, at trenden er forsvundet sammen med de low rise jeans.

Burberry alt

Det jeg husker tydeligt fra min rideskoletid var også Burberry mønsteret. Jeg var så mega misundelig, da en af de store piger kom ridende ind på sin hest med et “Burberry” fleecetæppe. Snart vrimlede det da også med underlag, transport-gamacher, bandager, tæpper, grimer – jamen alt med Burberry-printet på.

Læs også: Blogspot: Fra vanrøgt til million

Alt med Snobby & Snuske

Snobby & Snuske var kæmpe store i 00’erne! Jeg var i hvert fald helt sikkert ikke alene om at elske tegneserien om den snobbede dressur-hest og den pjuskede lille dovne pony. Pludselig begyndte der at komme tæpper og underlag med Snobby & Snuske på, og de var højt på min ønskeliste, det indrømmer jeg gerne! Jeg kan stadig godt tage mig selv i at overveje om ikke liiiige det der gamle slidte underlag med Snobby & Snuske fra Facebook Marketplace ikke lige skulle med mig hjem. Jeg er ikke faldet for fristelsen endnu – men jeg lover ikke, at det holder.

Anky underlagene

Jeg hoppede aldrig selv med på bølgen, men nøj hvor har jeg spottet mange forskellige Anky underlag i løbet af mine år på rideskole. Hvis I kke ved, hvad et Anky underlag er, så er det de der chunky firkantede underlag, som kun havde vandrette syninger – hvis de da havde nogle. De var klodsede at se på, og kunne fås i alverdens mærkelige farver. Specielt husker jeg det Anky underlag med det britiske flag på. Jeg er ret sikker på man stadig kan købe Anky underlagene i dag, men de er i hvert fald ikke spottet nær så meget som i 00’erne.

Læs flere af Lines fede blogindlæg lige her.