Skip to main content

Carina vinder sin gruppe – klar til kürfinale

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera sejrede i deres gruppe med 76%, og de er nu klar til den individuelle finale
| admin

Carina Cassøe Krüth, 36 år red med stort overblik og overskud i sin første optræden ved OL i dressur. Sammen med Heiline’s Danciera viste hun et herligt spændstigt og harmonisk, fejlfrit program, der af dommerne blev honoreret med 76,677%.

Det betød sejr i gruppen, og dermed en plads i den individuelle kürfinale. Samtidig sikrede hun dansk deltagelse i holdfinalen på tirsdag.

En absolut fornøjelse

Carina Cassøe Krüth og 10-årige Heiline’s Danciera åbnede med en flot øgning og meget flydende traverser. Hendes passage var markeret, og hun kom godt ud og ind af den første piaffe.

Smuk afspændt skridt blev efterfulgt af en piaffe hvor hoppen gik lidt fremad, men med en flot markeret passage efterfølgende. Et stærkt galopprogram i et dejligt spændstigt og harmonisk program resulterede i en score på 76,677%

Det en en smuk, harmonisk ekvipage – berider Carina Cassøe Krüth og Danse. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Adrienne Lyle fra USA har i Salvino en imponerede, energisk hest, der dog virkede lidt langsom i passagen med høj forbensløft, men ikke så meget fremadgående bevægelse.

Piafferne var med dejligt løft og galoppen stor, og så til tider ud til at være svær for rytteren helt at administrere, og det resulterede også i fejl i zig-zaggen. De opnåede 74,876%.

Det viser dog, at amerikanerne er meget stærke og bliver en hård konkurrent til Danmark i kampen om holdmedaljerne på tirsdag.

Severo åbnede gruppen

Den spanske rytter Severo Jurado Lopez åbnede gruppen. Severo, der i en årrække har redet for Helgstrand Dressage, driver nu sin egen konkurrencestald i Dronninglund.

Severo blev nr. fem individuelt ved OL i Rio på Lorenzo. Med 11-årige Fendi T har han dog ikke meget rutine på dette niveau, da de debuterede i april.

Der var da også nogle øvelser, som blev lidt udfordrende for hesten, men Severos rutine støttede hesten, der delvist er ejet af den danske OL-bronzevinder for hold Anne van Olst. De opnåede 68,37%

Spanske, men herboende Severo Jurado Lopez og Fendi T. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack ligger stadig nr. tre ud af de seks, som får adgang til den individuelle finale på onsdag. Det er sådan, at vinder og nr. to af hver gruppe går direkte i finalen, mens de seks næstbedste ekvipager får plads i finalen.

Se startlisterne HER og man kan læse mere på den officielle hjemmeside HER