Skip to main content

Cathrine: Det her er bagsiden af medaljen

Til podcasten Sportshjerte fortæller Cathrine Laudrup-Dufour om udfordringerne ved at være et offentlig kendt ansigt.
| admin

Det er ingen hemmelighed, at Cathrine Laudrup-Dufour de sidste mange år gradvist har fået mere og mere opmærksomhed i sporten i takt med, at de imponerende resultater er væltet ind på heste som Cassidy, Bohemian og Vamos Amigos.

Men de senere år har hendes privatliv også fået mere interesse grundet forholdet til springrytter Rasmine Laudrup-Dufour. Og det er på godt og ondt, fortæller Cathrine i den nyeste episode af podcasten Sportshjerte med Patricia Thyberg som vært.

Respekteret i sporten

– Inden for vores sportsgren er det ikke mega usædvanligt, at to af samme køn er sammen, så vi har egentlig bare fået utrolig meget kærlighed fra sporten, og det er vi selvfølgelig helt vildt glade for. Vi er bare respekteret for dem vi er, og at vi så er sammen, det er folk egentlig ligeglade med, fortæller Cathrine.

For Cathrine har det dog været nyt at få opmærksomhed fra den bredere del af befolkningen – noget som hendes bedre halvdel Rasmine til gengæld har en del erfaring med grundet hendes efternavn, Laudrup. Det har dog ikke været helt nemt, at folk lige pludselig blander sig i deres privatliv.

Læs også: Cathrine og Rasmine: Sådan mødtes vi

– Det er helt sikkert bagsiden af medaljen, for det er altså hårdt. De dér tastaturkrigere er altså nogle hårde bananer nogle gange. Man får nogle knubs, når man stikker snuden frem. Jeg føler, at det er blevet normalt at sige ‘hvis man stikker snuden frem, så må man også forvente, at man får nogle huk.’ Men hvorfor?, siger Cathrine og fortsætter:

– Vi er jo seriøst bare to almindelige piger, som knokler … ud af bukserne for at gøre det, som vi synes er vildt sjovt, og vi prøver faktisk vores bedste hver evig eneste dag. Så for mig har det været lidt mærkeligt, og jeg tror, at for Ras (red. Rasmine) har det været mere opmærksomheden fra selve sporten.

Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos. World Cup Finalen 2022 ©FEI_Stefan Lafrentz

Rasmine kritiseret for sin person

I modsætning til Cathrine er Rasmine nemlig blevet ramt hårdere på sin person, og det har været hårdt for parret at håndtere de hadefulde beskeder, som indimellem er mange.

– Det der er oppe lige nu er, at folk blamer hende for, at ‘se nu, hun er ikke verdens bedste’, fordi hun har haft et dårligt resultat, men ved I hvad, Ras drømmer ikke om at blive verdens bedste. Bare fordi jeg drømmer om at blive verdens bedste, så er det overhovedet ikke Rasmines drøm, fortæller Cathrine i podcasten.

Læs også: Laudrup og Dufour udsat for indbrud

– Tit bliver Ras angrebet på sin person, og når man bliver angrebet på sin person, så bliver man langt mere ked af det, end hvis det er på ens fag. Nogle gange så angriber de her haters Ras for noget, hvor man bare tænker ‘what, det er jo overhovedet ikke hende’, og hun bliver enormt ked af det, og det er virkelig forfærdeligt at stå ved siden af. For det første er det hamrende løgn, men jo flere gange man får klasket det i hovedet, jo mere bliver man jo sådan ‘ej, er jeg virkelig så dårligt et menneske?’.

Rasmine Laudrup-Dufour og Granato 2021. Foto: Zibrasport Equest

Kontakter personer bag hadbeskeder

Podcastvært Patricia Thyberg spørger den erfarne dressurrytter, hvordan parret håndterer den modstand, som de til tider møder fra omverdenen, og her er der særligt to måder, som hjælper dem:

– Vi prøver virkelig at snakke om det og bringe det op, hvis man er blevet ked af det over noget, som er blevet skrevet. Hvis der er noget, der har været ekstremt groft, så har vi prøvet at få fat i personen bag de udsagn, der nu er blevet skrevet på nettet. Den håndfuld vi har taget fat i personligt og enten kørt ud til dem eller ringet til dem og sagt ‘hey, prøv at hør her’, de går tit i den helt anden grøft og bliver sådan helt ‘vi havde fuldstændig glemt, at det var et menneske’. Hvordan kan I glemme et menneske? Vi er jo vitterligt mennesker, runder Cathrine af.

Hør hele episoden med Cathrine

Den 55 minutter lange episode af Sportshjerte med Cathrine Laudrup-Dufour kan høres på f.eks. Podimo, Spotify, eller hvor du ellers hører podcast lige nu.