Topplacering til Anna Kasprzak i Aachen
OL-rytter Anna Kasprzak til CHIO Aachen med den 13-årige vallak Rock Star. Det var meningen, at hendes anden Grand Prix-hest Addict de Massa skulle med for at gå 4-stjernet, men han stod med en hævelse på et ben inden afrejsen. Ikke noget alvorligt, bekræfter Anna.
Anna valgte derfor at starte Rock Star i den 4-stjernede Grand Prix og Grand Prix Special i morgen aften, i stedet for den 5-stjernede tour. Klassen i dag havde 23 ryttere til start, og Anna Kasprzak havde start nr. tre.
Glad og tilfreds
Anna og Rock Star viste et fejlfrit program, men en flot og sikker galoptur, hvor de bl.a. scorede et 9-tal for den ene pirouette. De opnåede 73,935% fra dommerne, og det rakte til en andenplads efter den tyske toprytter Fabienne Müller-Lütkemeier.
“Jeg er godt tilfreds,” fortæller Anna fra Aachen efter klassens afslutning, og hun fortsætter: “Og fedt det kunne holde til en andenplads. Jeg var glad og tilfreds med mit ridt, men vidste også, der var mange i klassen.”
På startlisten var bl.a. hollandske Emmelie Scholtens/Desperado N.O.P. tyske Hubertus Schmidt/Beryll, OL-rytterne Charlotte Fry/Glamourdale og Dorothee Schneider/DSP Sammy Davis Jr. men Annas stærke udlæg sikrede hende andenpladsen.
Piafferne skal med ind på banen
“Vi skal stadig have lidt mere med ind på banen i piafferne, der bliver han lidt for tøvende for mig, han stopper en lille smule. I passagen skal jeg havde fundet det rigtige tempo og det rigtige gear, ” forklarer Anna, men hun var meget tilfreds men galopturen, selvom hun også der har fokus på udvikling og forbedring i fx mere ligeudretning i serierne.
“Han er ikke tilbage i top, top form endnu, rent muskulært, og det giver sig til udtryk i passage/piaffe turen, det kan blive meget bedre end det, vi viste i dag.”
Anna erkender, at hun heller ikke har fundet helt tilbage i top konkurrenceform endnu. “Det er bare ikke nemt, det er længe siden, jeg har redet på det høje niveau. Der skal vi helt tilbage til Pepes tid (Donperignon, der var Annas partner ved OL i Londong og Rio).
Anna debuterede Rock Star på Grand Prix-niveau i 2017, men barsel med Annas nu 3-årige datter Ella og småskader hos Rock Star betyder, at det først er nu, deres internationale stævne-samarbejde for alvor skal igang. “Nu kører vi på,” siger Anna, og hun fortsætter: “Det jeg var mest glad for er, jeg kan holde formen derinde hele vejen. Det er det, der har været super svært. Det er ikke let, men vi har fundet en retning, og det er det rigtige, vi har fat i. Og så er han bare verdens sødeste hest med alting. Der er ikke noget med at glo, det giver ro at være afsted med ham,” slutter Anna Kasprzak.
Læs også: CHIO Aachen med danske ryttere, men uden Bella Rose – Zibrasport Equest
Lone Bang godt på vej
Lone Bang Larsen havde taget sin (på dette niveau) forholdsvis urutinerede 11-årige Thranegaardens Rostov e. Blue Hors Romanov/ Diamond (opdr. Jens Riishede Jensen) med til 4-stjernet Grand Prix i Aachen. Og bortset fra en ikke helt vellykket tilbagetrædning, viste Lone et fejlfrit program til 70,413% og en 14. plads, men demonstrerede samtidig, at der er masser af potentiale i den 11-årige hoppe.