Skip to main content

Cathrine gentog successen – vandt World Cup kür

Se interviews med Cathrine Dufour og Isabell Werth, der blev etter og toer i søndagens World Cup-kvalifikation på Vilhelmsborg. Og som samtidig satte et fornemt punktum for et fantastisk ridestævne.
| admin

Efter flere dage med dressur og springning i den store hal på Vilhelmsborg, var det søndag klokken 14 tid til højdepunktet. Nemlig World Cup kür.

Lørdag aften havde Cathrine Dufour og Bohemian virkelig tur i den, og parret tog sejren World Cup Grand Prix, så der var lagt op til en spændende eftermiddag med dressur til musik.

Da første halvdel af klassen var overstået, førte Helen Langehanenberg på Damsey. Men med en dansker lige i hælene. Lone Bang Larsen og Bakkely’s Onandt havde et kiks til sidst i programmet, men ekvipagen scorede alligevel flotte 80.055 procent.

Efter pausen ventede endnu syv ryttere og heste at indtage banen.

Dansk dominans

Akkompagneret af meget passende musik af Queen guidede Cathrine Dufour Bohemian gennem küren. Og det var noget, der faldt i de fem dommeres smag (og publikums), for parret kunne ride ud af hallen velvidende, at de lige havde redet 88.200 procent i hjem.

Det stoppede dog ikke Jessica von Bredow-Werndl og Zaire-E at gøre et solidt forsøg på at slå Cathrine. 85.335 procent blev det til og en foreløbig andenplads, før de resterende ryttere.

Patrik Kittel fik hallen til at koge med sit ridt tilsat Guns N’ Roses-musik. Sammen med Delaunay, i daglig tale kaldet Dude, blev resultatet 82.575 procent og en foreløbig placering som nummer tre.

Carina Cassøe Krüth og smukke Heiline’s Danciera var klassens andensidste startende. Musikken er velvalgt fra bl.a. Dirty Dancing og Fame, rigtige dansefilm, og passer helt perfekt til Danciera, der har kælenavnet “Danse”. Med 84.455 procent indtog ekvipagen tredjepladsen, før det var Isabell Werth og Emilios tur.

Og hun gjorde det, hun gør bedst – fremfører et stabilt program. Men ligesom aftenen forinden var det ikke nok til at slå Dufour. 87.845 procent var dog rigeligt til en andenplads i küren.

Se interviews med Dufour og Werth

Resultatet blev som følger:

  1. Cathrine Dufour
  2. Isabell Werth
  3. Jessica von Bredow-Werndl

Dermed blev resultatet fra lørdagens Grand Prix gentaget søndag eftermiddag, hvor Cathrine Dufour og Bohemian sammen vandt World Cup-kvalifikationen på dansk jord.

Se hele resultatet af klassen her