Skip to main content

Charlotte Fry tager endnu en titel som verdensmester

Den britiske dobbelte verdensmester Charlotte Fry kan nu også kalde sig verdensmester for 7-års, da hun her til formiddag vandt finalen med Kjento ved UVM i Ermelo.
| admin

Sidste dag ved UVM i dressur er i fuld gang i Ermelo, og her til formiddag skulle en ny verdensmester blandt 7-års hestene kåres. To ud af fire danske ekvipager (Anders Uve Sjøbeck Hoeck og Highfive Fuglsang samt Anna Kasprzak og Everian L) kvalificerede sig direkte til finalen i fredagens indledende test, mens Lone Bang Zindorff og Poseidon Majlund sikrede sig billet til finalen via en 3. plads i trøstefinalen i går.

Dertil var også Daniel Bachmann Andersen til start med Zac Efron MT OLD i 7-års finalen – dog under tysk deltagelse, så der var rigeligt at holde øje med i finalen set med danske briller.

Fry fortsætter højt niveau fra VM

Det blev dog britiske Charlotte Fry, der stjal billedet, da hun endnu en gang viste, hvorfor hun meget velfortjent kan kalde sig dobbelt verdensmester efter et imponerende VM i Herning. Efter hendes ridt på 7-årige Kjento strøg ekvipagen direkte til tops med 85.786%, hvor de bl.a. fik 10 for sin trav og 9,8 for kapacitet. Fry lagde således en solid afstand til den foreløbige to’er portugisiske Joao Pedro Moreira og Fuerst Kennedy OLD, som scorede 79.422%.

Charlotte Fry og Glamourdale til VM i Herning. Foto: Kee Frandsen

Se også: Interview med guldvinder Charlotte Fry

Lidt spænding skulle finalen dog ikke snydes for, og den kom, da tyske Beatrice Hoffrogge og spanske Manuel Dominguez Bernal til sidst leverede imponerende ridt, der blev belønnet med flotte karakterer over 83%, som sikrede henholdsvis 2. og 3. pladsen. Der var dog ingen, der kunne måle sig med verdensmesteren, som nu også kan kalde sig verdensmester for 7-års heste.

Læs også: Victoria sikrer dansk guld i 5-års finalen ved UVM

Daniel blev bedst placerede dansker

Det blev derfor desværre ikke til medaljer for de danske ekvipager, som blev en del af et tæt felt, hvor det var tiendedele, der adskilte placeringerne. Bedst placerede danske ekvipage blev Lone Bang Zindorff og Poseidon Majlund, der sluttede som nummer 9 med 75.900% efter at have kvalificeret sig til finalen via trøstefinalen. Anna Kasprzak endte med en 11. plads med 75.358%, mens Anders Uve Sjøbeck Hoeck blev nummer 13. med 74.508%. Det blev dog Daniel Bachmann Andersen, som kan kalde sig bedst placerede dansker, da han med 78.558% tog 7. pladsen for Tyskland.

Daniel Backmann Andersen og Zack-sønnen Zac Efron. Foto: Zibrasport Equest

Læs også: Jeanna Högberg tager førstepladsen for Danmark til UVM for 6-års