Skip to main content

Clinic: Uddannelse af de næste verdensmestre

Hvordan uddanner VM 2022 guldvinderne i dressur deres næste verdensmester? Det kan man få svar på ved en clinic under Dansk Varmblods Hingstekåring til marts.
| admin

Få et indblik i hvordan de fire danske ryttere; Cathrine Laudrup-Dufour, Nanna Merrald Rasmussen, Carina Cassøe Krüth og Daniel Bachmann Andersen arbejder med deres heste på vejen mod nye store mål. Det sker på en spændende clinic onsdag den 8. marts i MCH Messecenter Herning i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring.

Hverdagen kalder igen selv efter en VM guldmedalje. Dansk Varmblod er både stolte af og meget glade for at kunne præsentere guldvinderne fra VM 2022 til en spændende aften med clinic, hvor de fire ryttere hver især medbringer en hest under aftenens tema “Uddannelse af de næste verdensmestre”, lyder det i en pressemeddelelse.

Nanna Merrald Rasmussen: “Det daglige arbejde med heste på forskellige uddannelsesniveau giver mig mulighed for at lave planer, der kan bygge bro til den næste internationale top hest for mig.” Foto: Riders Notebook

Hver rytter har sit eget system i uddannelsen af den næste Grand Prix hest, og når man som de fire verdensmestre allerede har lavet en verdensmester, er det naturligtv at man forsøger at følge den vej igen. Et hurtigt kig på toppen af verdensranglisten viser også, at de bedste ryttere selv producerer deres topheste.
Til onsdagens clinic vil de fire ryttere tage os med på en mini rejse ud i uddannelsen af deres næste tophest, som jo også omhandler de bump på vejen, som alle ryttere møder, uanset hvilket niveau man rider på, og ikke mindst den dag, hvor man knækker koden, og udfordringen bliver til en wow-fornemmelse.

Carina Cassøe Krüth: “Drømmen er at uddanne den næste internationale top Grand Prix hest, som kan tage over efter Danse en dag, og motivationen er jo selvfølgelig at have gode heste i stalden, som viser talent og mentalitet til den store sport. Når det er sagt, handler det for mig om at uddanne de heste jeg har i stalden på en så gunstig måde, at de både kan udføre og holde til opgaven, og så vil tiden vise, hvor langt det bringer den enkelte hest. Den internationale topsport er “prikken over i´et” for mig,” © FEI/Leanjo de Koster

Det handler i sidste ende om at bygge et helt særligt partnerskab op, hvor rytteren formår at udnyttet hestens potentiale optimalt og i rigtig mange situationer også at være i stand til at flytte grænser og ydeevne hos både sig selv og hesten.
Verdensmestrene vil fremvise hestene i Jyske Bank Boxen, hvor de undervejs vil fortælle om deres vej med den næste Grand Prix hest; Udfordringerne, delmålene, timingen, og hvornår man kan mærke, at det her bliver stort.
Aftenens moderator Charlotte Mogensen fra Horse2rider vil være klar med spørgsmål under vejs, ligesom også publikum får mulighed for at stille spørgsmål og få direkte svar hos verdensmestrene.

Cathrine Laudrup-Dufour: “Den enormt lange rejse fra jeg sætter mig i sadlen første gang, til jeg har den “færdige” Grand Prix hest, inspirerer mig hver dag. Den unge talentfulde hest som passer til mig, med et snert af craziness, er jo bl.a. en af de udfordringer, jeg glæder mig til at stå op til hver morgen.” Foto: Kee Frandsen

Direktør for Dansk Varmblod Casper Cassøe Krüth glæder sig naturligvis over, at det danske VM guld team er klar til en aften, hvor de fire ryttere vil tage os alle sammen med på rejsen mod nye store mål. “Det er jo enestående at kunne præsentere det danske guld team fra sommerens VM i Herning til en aften, hvor vi får lov at stifte bekendtskab med ”måske” de næste verdensmester-heste, og hvor rytterne vil give os et indblik i den lange rejse omkring “UDDANNELSEN AF DE NÆSTE VERDENSMESTRE”, udtaler Casper.

Daniell Bachmann Andersen: “Fra talent til international top Grand Prix er en kombination af mange ting, som skal gå op i en højere enhed. Her er en af faktorerne jo også hesteejerne, som gør det muligt at jeg kan udleve mine drømme samtidig med forhåbentlig at kunne indfri både forventninger og egne ambitioner på den lange bane,” Foto: www.sportfotos-lafrentz.de/Stefan Lafrentz

Køb dine billetter her