“Den evige 2’er” vinder guld!
Maria Barnewitz Schou på Seana blev en sikker vinder af Orifarm Agria DRF-mesterskabet for U21 ved DM-stævnet hos Absolute Horses på Tågerup. Som den eneste red hun fejlfrit gennem alle tre runder. Hun fik brudt med at være ”den evige toer”, som hun har kaldt sig selv.
På andenpladsen kom Phillippa Wildfang Linde på Choppine du Bidou. Hun lå på tredjepladsen efter første kvalfikation men fik et nedslag i både anden kvalifikation i finalen og sluttede på 9.30.
Bronzemedaljen gik til Anna Victoria Weilsby på Quincy, der sluttede på 10.24 og dermed overhalede hun den regerende mester Christine Thirup Christensen på Vedric, der førte efter første kvalifikation men fik et nedslag i anden kvalifikation og to nedslag i finalen og dermed endte på 12.00. Det rakte til en fjerdeplads, efter at hun har vundet de to foregående år.
Ren lykke
“Jeg er så ovenud glad – det er ren lykke,” sagde Maria Barnewitz Schou efter sejren. Hun lagde ikke skjul på, at det var overvældende. Det er hendes første år som U21-rytter. Hun så ganske upåvirket ud, mens hun red banen og hun siger også, at hun ikke år nerver på banen.
Jeg er ret god til at tage det som det kommer og sige til mig selv, at kommer der et nedslag, så dør jeg ikke af det
Maria Barnewitz Schou
Men det hjalp også, at Maria Barnewitz Schou i finalen kunne tåle to nedslag og stadig vinde.
Phillippa Wildfang Linde var også glad for sin andenplads: “Min hest er kun ni år gammel, så jeg synes, den voksede gennem banerne,” sagde hun. Det er hendes sidste år som U21-rytter, og hun er bosat i Belgien, men kom hjem til mesterskabsstævnet.
Anna Victoria Weilsby var helt overrasket over bronzemedaljen. “Jeg har været i Tyskland for at arbejde, så jeg har kun redet hesten i en måned, så jeg havde slet ikke regnet med noget,” sagde hun.
Tre faldt fra
Ni ryttere stillede op i finalen. I anden kvalifikationen var er 12 deltagere – en blev diskvalificeret og to opgav. Her var der kun to fejlfrie, nemlig Maria Barnewitz Schou og Anna Victoria Weilsby. De første U21-ryttere måtte også i år ride i en ordentlig byge.