Skip to main content

Erfarne beslagsmede klar til Herning2022

Arrangørerne bag ECCO FEI World Championships har indgået en aftale med virksomheden Mustad Hoofcare Group, om at løfte opgaven som ”Official Farrier Service Partner” under Herning2022.
| admin

Der bliver passet godt på hestene under det 4-dobbelte verdensmesterskab i Herning. Og det omfatter naturligvis også den vigtige opgave, det er at sikre, at hestene får den rigtige og hurtige behandling, hvis de mister en sko under træning eller i konkurrence. I et samarbejde med Mustad Hoofcare Group, som har et nært samarbejde med veluddannede beslagsmede og andre eksperter på området, bliver der oprettet en beslagsmedje med tilhørende værksted, to behandlingsbokse og et loungeområde, Mustad Farrier Corner.

I praksis medfører det, at der på stedet kan smedjes sko, som minutiøst kan tilpasses den enkelte hest. Beslagsmedjen og dyrlægeklinikken oprettes i den første staldbygning. Og dermed er de helt centralt placeret.

Der oprettes også et område: Farrier Service – på tre lokationer ude på selve stævnepladsen, ved Jyske Bank Boxen, ved Boehringer Ingelheim Warm-up og ved BB Horse Arena. De pladser vil være bemandet af en veluddannet beslagsmed under alle konkurrencer, og fuldt udstyret med esser og topprodukter fra Mustad, som har sko og tilbehør med fra virksomhedens store sortiment.

Danske smede i aktion

”Det er beslagsmed Mark Christiansen tilknyttet Højgaard Hestehospital som sammen med Mustad er ansvarlig for at løse opgaven. Mustad kommer med en af deres veluddannede smede, og han bliver suppleret af de danske beslagsmede RayPawers ved Jack Ray og Jeff Paw Nielsen,” fortæller Casper Cassøe CEO Operations, som er meget tilfreds med at overlade denne vigtige opgave til Mustad.

Mustad – verdens største

Mustad Hoofcare Group er verdens største producent og sælger af Hoofcare-produkter, der opfylder behovene hos beslagsmede, hesteejere og dyrlæger. Mustad-gruppen har været aktiv på hovplejemarkedet i 190 år, og blev grundlagt i Gjøvik, en lille industriby i Norge, i 1832. I dag drives fabrikker over hele verden og Mustad leverer hovplejeprodukter til hele verden.

Produkterne omfatter hestesko-søm, hestesko, hesterasper, beslagværktøj, vitamin- og mineraltilskud, samt specialprodukter til pleje af hestehove. I dag er det 7. generation af Mustad, der ejer og driver virksomheden.

Vi vil være en del af VM

Aksel Vibe fra Mustad fortæller om virksomhedens engagement under Herning2022:

”Vi sponsorerer alle materialer, som skal bruges af beslagsmedene under VM, og stiller en af vores dygtige beslagsmede til rådighed,” indleder han. Sædvanligvis er Mustad udelukkende involveret i at støtte arrangementer for beslagsmede, men med et VM i Danmark har virksomheden valgt at engagere sig.

”Grunden til, det er interessant for os at være en del af VM, skyldes vi alle er interesserede i heste, og alle gerne vil være en del af VM. Det bliver fantastisk også set ud fra en personlig interesse,” fortæller Aksel Vibe og han uddyber: ”Vi vil vældig gerne benytte lejligheden til at informere hesteejere om, hvor vigtig deres beslagsmed er. Vi vil gerne være beslagsmedenes talsperson.”

Aksel Vibe får lejlighed til at sprede det vigtige budskab, da han går på Zibrasport Equest Scenen i EquiPark under Herning2022 med et foredrag om hovpleje.

”Det er vigtigt at vide, hvor meget beslagsmeden rent faktisk kan bidrage med i det forebyggende arbejde, men også ved at indgå i et samarbejde med dyrlægen. I kombination med den moderne diagnostik kan der fremstilles specielle ortopædiske skoninger, som målrettet afhjælper problemer.”
”Professionel hovpleje er nøglen til hestens sundhed, præstation og generelle velbefindende,” udtaler Aksel Vibe fra Mustad.

/Herning2022