Skip to main content

Daniel og Andreas sørger for god dansk start

Den første afdeling af holdkonkurrencen ved EM i dressur er netop afsluttet og Danmark ligger foreløbig nummer 3
| Louise Woss Sigerslev

Den første del af holdkonkurrencen er idag redet ved EM i Riesenbeck 2023.

Daniel lagde godt fra land

Daniel Bachmann Andersen og den enorme vallak Vayron var første dansker på banen ved europamesterskaberne i Riesenback idag. Vayron så en smule overvældet ud, da parret red ind på stadion, men Daniel fik med sin store rutine vist vejen, og fik gradvis mere og mere overskud frem i programmet. Et rigtig flot og harmonisk ridt der blev belønnet til 74,146%.

Læs også: EM i Riesenbeck starter idag

Andreas og Jovian

Andreas Helgstrand og superhingsten Jovian, red på banen som tredje sidste rytter i dagens første afdeling af holdkonkurrencen. Jovian er nok ung i de helt store mesterskabsklasser på Grand Prix niveau, men hingsten har sammen med Andreas præsteret på de helt store scener og vundet verdensmesterskabet for unge heste hele to gang. Det virkede som om de befandt sig rigtig godt på banen, og trods lidt manglende styrke i piaff, fik de vist et rigtig flot program, der af dommerne blev vurderet til 74,410%

Find start- og resultatlister her

Danmark nr. 3 inden 2. afdeling imorgen

Danmark ligger efter første del af holdkonkurrencen nummer 3 og det skal blive spændende at følge Carina Cassøe Krüth og Nanna Merrald imorgen, når anden del af holdkonkurrencen skal rides, og medaljerne skal fordeles.

Du kan følge EM live på på clipmyhorse.tv hvor Dennis Fisker, landstræner for de danske junior og youngriderlandshold kommenterer og tager os med omkring de enkelte ridt og konkurrencer.