Skip to main content

Godmorgen til OL i Tokyo

Peter Flarup skal starte den afgørende ridebanespringning i dag. Andreas Schou kom godt fra start i opvarmningsspringningen, og så måtte en hest aflives efter terrænspringningen
| admin

I dag er den afgørende dag i militarykonkurrencerne ved OL i Tokyo. Peter Flarup og Fascination e. Favorit Ask opdr. Jørn-Ove Jørgensen skal i konkurrence kl. 10.00 i dag (kan ses på Eurosport 1 fra kl. 10.00 med finalen kl. 13.45). Peter Flarup har startnr. 4. Peter har 100,9 strafpoints med sig efter dressur og terrænspringning. Det er de 25 bedste ryttere, som går videre til den individuelle finale i dag. Først skal holdkonkurrencen afvikles. Det er England som fører foran Australien og Frankrig med New Zealand, USA og Tyskland efter.
I den individuelle konkurrence er det Englands Oliver Townend og Ballaghmor Class som fører, men rytterne i top ti ligger meget tæt efter de to første konkurrencer, så i dag kan alt ske. Det bliver interessant at se, hvor meget varmen og den godt 4 km lange terrænbane har influeret på hestenes form inden ridebanespringningen.

Startlisten kan ses HER

Den 14-årige Jet Set redet af Robin Godel fra Schweiz måtte aflives efter terrænspringningen. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Hest måtte aflives efter terrænet

De der fulgte terrænspringningen natten til søndag oplevede, at konkurrencen blev afbrudt nogle minutter undervejs. Det skyldes den schweiziske hest Jet Set redet af Robin Godel, blev ekstremt halt efter at have sprunget vandkomplekset nr. 20.
FEI beskriver, at den 14-årige hest omgående blev tilset af dyrlægerne, og transporteret til veterinærklinikken på stedet. Her kunne man konstatere, at hesten havde overrevet et ligament over hoven på højre forben. Og efter aftale med hestens ejer og rytter, blev det besluttet at aflive hesten.

https://www.facebook.com/the.fei/posts/4122804704433557

Andreas og Darc de Lux i topform

Efter afgørelsen på militarykonkurrencerne i dag venter springkonkurrencerne de kommende dage. Der er ændret på afviklingen og det betyder, at de individuelle konkurrencer afvikles først, over to runder.
Første runde afvikles i morgen, mens finalen finder sted onsdag for de 30 bedste rytter ud af de 75, som kommer til start. Finalen afvikles med en hovedspringning og omspringning, rytterne tager ikke fejlene fra morgendagens kvalifikation med til finalen. Fredag og lørdag i denne uge er der så holdkonkurrence.

Andreas Schou og Darc de Lux e. Darco opdr. Morten Augustinus deltog i går i en opvarmningsspringning på stadion. Rytterne havde 90 sekunder til at springe banen, og den springning viste i høj grad, at Darc de Lux er i topform til Legene. Et efter et blev forhindringerne overvundet med masser af luft og med en teknik, som kan bruges til at beskrive den optimale springteknik i de fleste lærebøger. Med ørene spidsede mod forhindringerne, og stor ridelighed, sprang Darc de Lux de flotte forhindringer med lethed.
“Han føltes fantastisk. Præcist, som jeg havde håbet på,” fortæller Andreas Schou fra Tokyo. Man kan følge ridebanespringningen i morgen fra kl. 12 på DR2.

Start- og resultatlister

Andreas Schou og Darc de Lux under opvarmningsspringningen. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de