Skip to main content

Herning2022: Opbygningen af stævnepladsen er i fuld gang

Arrangørerne bag Herning2022 har nu startet den egentlige opbygning af hele stævnepladsen i Herning som forberedelse til FEI World Championships.
| admin

Inde i de store messehaller begynder flere funktioner allerede nu at tage form, bl.a. pressecenteret til de flere hundrede akkrediterede fotografer og journalister står klart. Og det samme gør det særlige frivillige hotel, som er opbygget inde i hal C. Knap 300 dobbeltværelser er etableret inde i messehallen. 

Udenfor skal der opbygges et stadion helt fra bunden. BB Horse Arena, som bl.a. skal danne rammen om VM i paradressur, er allerede i fuld gang med at blive etableret. Dette stadion med tilhørende opvarmningsbaner, vil stå færdigt den 20. juli. 

Den store multiarena, Jysk Bank Boxen skal omdannes til opvisnings- og opvarmningsbaner til voltigering. Og den 24. juli er det planlagt, at ridebanen vil stå klar.  

Fodboldstadion, Stutteri Ask Stadium, er den sidste arena, som bliver klar. I dagene fra den 23. – 31. juli vil foldboldstadion blive omdannet til et ridestadion i særklasse, klar til at tage imod dressur og springrytterne. De første heste forventes at rykke ind i staldene den 2. august.  

Skibby HC er ”Official footing supplier” og der skal lægges mere end 36.000 m2 sand i 12 cm dybde, svarende til mere end 5 store fodboldbaner på opvisnings- opvarmnings- og træningsbaner. Sandet er nøje udvalgt – og ankommer fra Sverige.  

Efter godt 2 års planlægning og forberedelse glæder teamet bag Herning2022 sig til at komme i gang med det praktiske arbejde.