Skip to main content

Genlæs: Passer sadlen til min hest? Og til mig?

Hvordan ligger sadlen på min hest? Mon ikke de fleste heste-ejere har stillet sig selv det spørgsmål og derefter søgt kompetent rådgivning, for vi ved jo godt, at sadlen ikke må trykke de forkerte steder. Men har du fokus på, at sadlen også skal passe til dig? I følgende artikel fra About Horses dykker sadel-ergonom Immo Peltzer ned i netop denne tematik.
| admin

Hvad skal man have fokus på, når man vælger sadel?
Først og fremmest skal sadlen passe til den ridedisciplin, du dyrker. Derudover er det vigtigt, at sadlens pasform passer til rytteren, der skal bruge sadlen. Først når dette er på plads, er det muligt at opnå et korrekt og balanceret sæde samt bruge de rigtige hjælpere. Hav derfor øje på rytterens køn, kroppens proportioner, højde og vægt.

Men det er ikke kun rytteren, der ved hjælp af sadlen, skal undgå langtidsskader. Derfor skal sadlen selvfølgelig også være tilpasset hesten. Her spiller bomstørrelse, sadlens form og polstringen en stor rolle. Og da hestens krop konstant ændrer sig, skal sadlen også kunne justeres.

Hvor ses de største problemer, når det handler om sadler?
Jeg ser virkelig ofte, at sadlen simpelthen ikke passer til rytteren. Jeg har været i faget længe, og derfor ved jeg, hvor vigtigt det er, at rytteren stiler efter et afslappet og balanceret sæde. Rytteren er ikke talentløs, hvis han/hun får at vide, at opstillingen ikke er korrekt. Uden en passende sadel kan det nemlig være nærmest umuligt at sidde korrekt.

De fleste ryttere har forstået, at sadlen skal passe hesten. Men det går jo ikke at ride rundt i en for lille sadel, bare fordi den passer til din hest.
Derudover er mange nok ikke opmærksomme på, at fordi mænd og kvinder er bygget forskelligt, så kan det være fordelagtigt at købe sadel efter sit køn.

Det er også vigtigt ikke at glemme, at en hest hele tiden udvikler sig. Hvor ofte havde du brug for nye bukser som barn, fordi de ikke længere passer? Hesten vokser, får flere muskler eller mister muskler, bliver tykkere eller tyndere. Efter en periode passer en sadel ikke længere optimalt på grund af påvirkningen fra forskellige faktorer, og en sadeljustering er påkrævet.
Hvis en sadel ikke længere passer ordentligt, sidder rytteren heller ikke godt – og så kommer sadelmageren i spil.

Man skal dog også være opmærksom på, at en korrekt tilpasset sadel ikke kan kompensere for, hvis hesten er utilpas eller rytterens mangler ridekompetencer.

Immo Peltzer

Hvilke problemer kan der opstå, hvis sadlen ikke er korrekt tilpasset?
En sadel, der ikke passer, kan som sagt føre til langvarige skader hos hest og rytter. Hos hesten kan man se ømhed og negative ændringer i gangmønsteret. Man opnår ikke sine træningsmål, der ses slidtage, og hesten bliver måske uanvendelig.
Rytteren kan få problemer i hofte og lænd og beklager sig over, at ridningen fører til ømhed.
Så for at opsummere: Hvis en sadel er optimalt tilpasset hesten, men ikke passer til rytteren, kan rytteren ikke slappe af og sidde afbalanceret – og dermed ikke indvirke rigtigt på hesten. Det kan medføre, at rytteren ender med at være en stopklods for hestens bevægelsesmønster.
Kun en sadel, der passer på hestens ryg og giver rytteren et korrekt sæde, gør det muligt, at ekvipagen opnår fuldstændig harmoni.

(Artiklen er fra juni 2020)