Hæsblæsende scener fra væddeløb i ørkenen, en charmerende mustang i konkurrence med de hurtige fuldblodsarabere – og en skuespiller der rent faktisk kan ride! Hidalgo har helt klart fortjent en plads blandt de mest episke hestefilm nogensinde.
Dansk-amerikanske Viggo Mortensen er en mand med mange talenter: Forfatter, musiker, poet, fotograf og anerkendt skuespiller. Han taler 7 sprog, og i 2002 startede han det lille forlag Perceval Press, der også har udgivet hans fotobog Horse Is Good – en visuel kærlighedserklæring til heste.
Viggo Mortensen er nemlig hestemenneske og en brændende fortaler for hestevelfærd. Især når det kommer til Amerikas vilde mustanger. Filmelskere ved, at han kan ride og ofte tager den hest med sig hjem, som han har redet på i film. Blandt andet købte Viggo Ureaus, hans hest i Ringenes Herre trilogien, da produktionen var færdig. De to knyttede et helt særligt venskab på filmsettet ifølge Viggo. ”Og så var der Kenny, ham red jeg i begyndelsen af De to Tårne (anden film i trilogien red.). Han var så nem og rolig, og jeg syntes, at Ureaus skulle have en ven.” siger Viggo (selvfølgelig skulle han det…).
Begge heste blev opstaldet hos en dyrlæge på New Zealand og modtog jævnligt besøg fra deres berømte ejer. Læs om hestene på Ringens Herre-filmene her.
En mustang i verdens hårdeste ørkenløb Efter at have spillet Aragorn i Ringenes Herre, indspillede Viggo i 2004 filmen Hidalgo. Den er løst baseret på legenden om en amerikansk distancerytter, Frank T. Hopkins, der med sin plettede mustang, Hidalgo (gentleman på spansk), deltog i det berømte 3000 miles Ocean of Fire løb tværs over ørkenen på den arabiske halvø mod beduiner på renracede fuldblodsarabere. Præmien var den nette sum af 100.000 dollars – og han vinder… selvfølgelig.
Dette skulle efter sigende have fundet sted i slutningen af 1800-tallet, selvom nogle forskere og historikere postulere, at Hopkins, tidligere rytter for pony-ekspressen og en del af Buffalo Bills Wild West show, har opdigtet historien.
Trailer for Hidalgo
At filme Hidalgo betød, at Viggo måtte tilbringe mange timer i sadlen. ”En stor del af forberedelserne, udover at sætte sig ind i hvad den historiske periode handlede om, var at ride så meget, som jeg kunne. Altså genvinde min balancen og blive fortrolig med den hest, jeg skulle ride i filmen,” fortæller Viggo.
”Jeg tror, din krop husker de ting, du lærte, da du var barn. Nogle gange kan du genetablere det, du kunne som barn bare ved at genopfriske det. Som dreng galoperede jeg i fuld fart uden sadel hen over markerne uden at tænke på huller eller myretuer. Men man er mere forsigtig som voksen, og man tænker meget på eventuelle konsekvenser. Hvis hesten springer rundt og ikke lytter til dig, når du rider uden sadel, så er det mere skræmmende!”
De to stjerner, hesten og skuespilleren, knyttede særlige bånd Viggo lærte at ride som barn, da hans familie flyttede til Argentina, det var også her, han lærte at tale flydende spansk.
”Den klassiske argentinske ridestil er ikke så forskellig fra det at ride western. Du bruger dine ben og rider med løse tøjler. Hidalgos træner, Rex Peterson, var en Nebraska Cowboy, og han hjalp mig rigtig meget.”
Peterson havde udvalgt fem rødbrogede heste til filmen. RJ, DC, Doc, Oscar og TJ. De havde alle forskellige talenter og opgaver på settet. RJ var blandt andet den bedste trickhest, DC bedst til de lange ridt, og TJ fik et helt særligt forhold til filmens stjerne. Viggo købte ham efterfølgende.
”Jeg havde ingen intentioner om at købe en hest fra filmen, men jeg kunne virkelig, virkelig godt lide TJ – også kendt som RH Tecontender. Han var kun omkring 150 cm i stang, lærenem og selv om han var hingst, var han meget afslappet under optagelserne. Han var ikke bange eller nervøs for lyset, kameraerne eller noget andet.”
Hans intelligens og evner var i så fin tråd med Hidalgos historie, fortæller Viggo også. Viggos egen karakter, Frank Hopkins, var en meget afslappet cowboy, der kun slog fra sig, hvis nogle gjorde grin med hans hest, som han kaldte ’lillebror’.
Nobody puts baby in a corner – and nobody hurts Viggos horse!
Problemet med de plettede heste Men før nogle af de mange action-scener i Hidalgo blev optaget, var der et stort problem med de fem ’Hidalgoer’. Som ved snefug, er der ikke to brogede heste, der ligner hinanden i pletter og form, og det at få dem til at synes identiske blev lidt af et mareridt. Frisører og make-upartister afprøvede alle de ideer, de kunne komme på – men intet virkede.
“Vi skulle i gang med at filme, og vi prøvede alle slags farver og make-up op hestene, men vi kom bare ingen vegne,” husker Peterson. Gode råd var dyre, men heldigvis introducerede Garrett Immell så en ikke-giftig form for maling, og det virkede perfekt. Lige pludselig var det svært at skelne hestene fra hinanden. (I dag er Immell kendt for sine proteser og special-effekts på store Tv-serier som The Walking Dead.)
Ingen heste kom til skade Action-scenerne er meget overbevisende på film, men som altid, skete der meget bag kamerarene for at skabe denne følelse af virkelighed. Et eksempel er scenen, hvor Hopkins og hans hest springer ud fra et kørende lokomotiv. For at det kunne lade sig gøre var gulvet i toget lavet af gummi, og selve lokomotivet blev trukket af en bil, der kørte meget, meget langsomt – knap og nap i gå-tempo. En stuntrytter, altså ikke Viggo, red på en af de malede stuntheste, og kameraets vinkel fik springet til at se højere ud, end det egentlig var.
Et andet sted i filmen leder Hopkins Hidalgo op ad en skibsrampe. Her møder de en meget utålmodig mand med en høtyv, og det udvikler sig til en nævekamp mellem de mænd. Alt dette fandt sted på et specielt bygget set. For at fange hestens opmærksomhed, stod træneren bag skuespilleren med stang, hvortil der var vedhæftet en klud. Hidalgo fokuserede på kluden og prøvede at bide i den, hvilket skabte illusionen om, at han var irriteret. Høtyven havde ingen skarpe ender, og kampen var øvet mange gange, for at give hesten mulighed for at vænne sig til larmen og uroen.
Den visuelt flotte væddeløbsscene
500 heste i den afsluttende scene Uanset om man er fan af filmen eller ej, så er det svært ikke at være imponeret af den sidste scene. Her slipper Hopkins sin elskede hest fri på Montanas prærie, og den løber frit med flokken af vilde heste.
Omkring 500 heste blev brugt til scenen. Det ser ud til, at de indhegnede heste bryder igennem et træhegn, men det er selvfølgelig nøje konstrueret. Fire træner stod inde bag flokken af heste og sørgede for at de løb ud ad åbningen, hvorfra de så løb omkring 2500 meter i deres eget tempo.
26 wrangler, film-personale, instruktøren og en helikopterpilot var klar til at tage imod hestene og filme de nødvendige scener. Der var selvfølgelig også dyrlæge til stede, og hestene blev talt og undersøgt efter hver prøve og efter den afsluttende optagelse.
En af bekymringerne med den specifikke scene var de mange gnavere og grævlinger, der levede i jorden, hvor hestene skulle løbe. Problemet blev løst ved, at de lokale Black Feet indianere fangede dyrene og transporterede dem væk fra filmsettet. Derefter blev der formet en ’hul-patrulje’ af film-crewet, der fyldte hullerne med jord og sten, så enkelte efterladte jord-boere stadig kunne finde vej ud, samtidig med at grunden blev gjort sikker for heste i løb. Det var den største scene med frie heste i løb, der nogensinde var filmet, og det hele varede ca. 4 minutter i den færdige film.
500 heste var med til gøre den scene til noget helt særligt
Hesten er stjernen Hidalgo fik blandede modtagelser af kritikere og anmeldeler, men en ting alle kunne blive enige om – der var mange fantastisk flotte scener, og Viggo Mortensen var en real-live troværdig heste-mand. Og derfor giver det mening at slutte artiklen af med et lille citat fra New York Times anmeldelse af filmen:
“Hidalgo er en smuk mustang med et hvidt ansigt og brune pletter over hvert øje.. Han har flere glamourøse close-ups end Joan Crawford havde i hele sin karriere (og også en meget bedre hår-stylist)...”
