Skip to main content

Intermediaire-hest for 7.000 kr.

Maj-Britt Clayton er til start i Bundgaard Byg Cup med Dior, som hun købte sammen med sin søster Elin Houe for 7.000 kr. lige inden den skulle slagtes
| admin

Dior e. Blue Hors Don Romantic/Gefion var 8 år, da han blev sat til salg. Ejerens søn havde mistet interessen for ridning, og Dior stod til salg hos forældrene – der var ingen købere.

”Vi var til Dansk Varmblods hingstekåring i marts, og hørte fra nogle venner, at ejerne af Dior havde besluttet at slagte ham,” fortæller Elin Hove, der sammen med sin mand Hans Jul Andersen driver et succesfuldt stutteri, Stutteri Nexen. ”Jeg spurgte min søster, om vi skulle købe den sammen. Det gjorde vi. Vi vidste det var et projekt, for den havde stået stille længe. Da vi hentede ham, fik vi at vide han ikke kunne stå i en boks, eller gå baglæns,” husker Elin. De gav 7.000 kr. for ham – 3.500 kr. til hver.

Elin Houe og Maj-Britt Clayton og Dior. Foto: Zibrasport/Britt Carlsen

Den beholder vi

Tanken var at fortsætte hestens uddannelse, og derefter sætte ham til salg. Han var uddannet til LA-niveau, og Elins søster Maj-Britt Clayton tog hesten med til Fredensborg, og startede uddannelsen.

Kunderne begyndte at komme, men Maj-Britt fortalte hver gang til Elin, at det ikke lige var de rigtige kunder til Dior. Da Elin mente, at nu var tiden kommet til at sælge, de rette kunder eller ej, måtte Maj-Britt indrømme, at hun var blevet så glad for at ride Dior, at hun ville beholde ham.

”Han har bare ja-hatten på, ” fortæller Maj-Britt, men samtidig har han nogle særheder, staldkrampe med mere. ”Vi kørte til Tyskland, for at købe en ny trailer, men den ville han ikke køre i, så vi måtte sælge den igen, og bruge den gamle,” fortæller hun.

Til start i Hamburg

Dior er nu 17 år – Elin og Maj-Britt købte ham som 8-årig, og de har været på en fantastisk rejse med ham. Han er uddannet fra LA til Intermediaire, og det har givet Maj-Britt chance for at ride Almased i både Hamburg og Herning.

”Som amatør har man ikke mange chancer i sådan et felt som Bundgaard Byg Cup, men det er en stor glæde for mig, at få lov til at ride de store ting. Det har jeg ikke prøvet tidligere,” fortæller Maj-Britt.

Maj-Britt Clayton og Dior. Foto: Zibrasport/Britt Carlsen

Træner hos Hasse Hoffmann

”Jeg kan få lov til at ride de svære ting på ham. Det er sjovt at få lov til at øve sig, og det gør ikke noget, jeg laver fejl, det sker der ikke noget ved. Han er en sjov hest at ride på.”

”Jeg træner hos Hasse Hoffmann en gang om måneden, når han kommer til Sjælland. Han mener, der helt sikkert er en Grand Prix hest i Dior, og vi laver tingene i træningen. Det har hjulpet mig så meget at ride hos Hasse. Han har så meget værktøj han kan gribe til, for at løse tingene på forskellige måde, og det er nødvendigt med Dior, for han er lidt speciel. Jeg er utrolig heldig at have en hest med den mentalitet,” understreger Maj-Britt.

Hun glæder sig over, at Diors avler Dorthe Sandberg Svensson også følger med dem til flere stævner. ”Det er skønt,” understreger hun.   

Almased konkurrencerne i Verden er et stort mål for Maj-Britt. ”Det håber jeg på, jeg har skrevet til forbundet og ønsket en plads. Og jeg håber meget på at få chancen,” slutter Maj-Britt Clayton.

Se med fra Equitour Denmark den 21.-23. maj 2021 med DM i dressur og paradressur.
Vi streamer alle tre dage – fra begge baner.

Start- og resultatlister