Video: Vi er mega stolte af Tobias, siger landstræneren
Tobias Thorning Jørgensen 21 år, har gjort det helt exceptionelt godt i sporten de seneste par år. Han debuterede på paralandsholdet som 17-årig ved EM i Göteborg, og sammen med Bruunholms Caribian e. Blue Hors Hertug bidrog han til den danske holdsølvmedalje, og samtidig vandt han en individuel bronzemedalje. Også ved EM i Rotterdam i 2019 brillerede han med to guldmedaljer sammen med Jolene Hill, og bronze sammen med holdet.
Tobias brændte dog for alvor igennem ved PL i Tokyo i 2021, og ikke alene i parasporten, men han blev landskendt efter sine to guldmedaljer sammen med Jolene Hill. Den 1. februar blev han hædret ved et arrangement i Vejle, hvor han blev udnævnt til Årets Para-atlet.
Læs også: Video: Tobias er Årets Para-atlet
Stolt landstræner
Landstræner Astrid Gemal er mega stolt af Tobias. Som hun udtaler, er titlen Årets Para-atlet en erkendelse af hans kæmpe store målrettethed: ”…som har været undervejs i alle de 5 år, jeg har haft med ham at gøre,” fortæller hun.
Parasport Danmarks elitechef Michael Møllgaard Nielsen er ligeledes dybt imponeret af Tobias Thorning Jørgensens præstationer i 2021.
– Tobias har virkelig gjort sig fortjent til anerkendelsen. Det niveau, han har præsteret på i 2021, er i absolut topklasse, og jeg husker ikke en mere suveræn dansk præstation ved de Paralympiske Lege. Trods sin unge alder er Tobias både moden og utroligt seriøs omkring sin sport og træning, og han er en rigtig god repræsentant for parasporten herhjemme, siger han.
Fuldt tryk på forberedelserne til VM i Herning
0,028 %! Så tæt var det danske paradressurlandshold på en holdmedalje ved PL i Tokyo. Men trods tre særdeles flotte præstationer fra alle tre ekvipager, blev det til en 4. plads. Tobias Thorning Jørgensen (grad III) på Jolene Hill og Katrine Kristensen (grad II) på Welldone Dallas samt Susanne Jensby Sunesen (grad. IV) og den hjemmeavlede Leeds blev slået med helt små maginaler til bronzen. Astrid Gemal ved, holdmedaljen er indenfor rækkevidde, og forberedelserne er i fuld gang til VM på hjemmebanen i Herning til august.
”Det er et mega spændende år, vi er gået i gang med, og jeg er fuld af optimisme, siger landstræneren bl.a. i det interview vi lavede med hende umiddelbart efter Tobias Thorning Jørgensen blev udnævnt til Årets Para-atlet og hædret med Pressalits Keep Living-pris.