Skip to main content

International Cup for U25 – åbner på Vilhelmsborg

I den kommende weekend fra den 20. – 23. oktober afvikles FEI Dressage World CupTM på Vilhelmsborg og samtidig bliver stævnet starten på en ny, international dressurturnering for U25 ryttere, Lövsta Future Challenge
| admin

Gennem et helt unikt samarbejde mellem Lövsta Future Challenge og World Cup-arrangørerne Gothenburg Horse Show, Jumping Amsterdam og World Cup Vilhelmsborg lanceres nu den nye tour Lövsta Future Challenge International Tour, som henvender sig til U25 dressurryttere. Konceptet skaber muligheder for U25-ryttere til at konkurrere på de internationale arenaer, hvor der også afholdes konkurrencer i FEI Dressage World Cup™.

Bo Jenå, holdleder for det svenske dressurhold, er positiv over for den nye turnering;

“Jeg glæder mig meget til at følge Lövsta Future Challenge International Tour og ikke mindst når den arrangeres ved så kendte og etablerede stævner som i Göteborg, Amsterdam og Vilhelmsborg. For os i landsholdsledelsen er U25-rytterne er en vigtig kategori af ryttere at følge, det er unge ryttere, der er ved at tage skridtet op på Grand Prix-niveau, og vi mener, det er vigtigt for dem at måle sig mod ligestillede, internationale ryttere, før de går ind i seniorrækken.”

Dennis Fisker, landstræner for de danske U25-ryttere støtter Bo Jenås holdning:

”Jeg er især glad for, at de unge ryttere får adgang til internationale stævner, hvor de kan måle sig mod de bedste, og være en del af dressureliten. Det er dejligt, der er nogle som Lövsta, som har fokus på at støtte de unge talenter i denne turnering. Det er et svært skridt at gå fra ungdomsårene, hvor der er meget fokus på dem, og ind i seniorrækken. Vi ved også, det aller sværeste er at flytte ryttere fra lille tur op på Grand Prix-niveau. Stor anerkendelse til Lövsta og stævnearrangørerne for at have fokus på U25.”

Dennis Fisker understreger også værdien af at have fokus på U25-rytterne, det ser vi tydeligt herhjemme på den lave gennemsnitsalder på vores VM-guldhold.

”Det er ryttere, som har prøvet kræfter i U25, og det er en af grundende til, de kan gøre det så godt i en ung alder. De har haft mulighed for at få rutine i U25 inden de skulle ud og bide skeer med det helt store. Og det er noget af forklaringen på succesen bag vores landshold,” slutter Dennis Fisker.

8 starter i hver konkurrence

Hver delkonkurrence har i alt 8 startere, hvor arrangørlandene Sverige, Danmark og Holland har (mindst) to startpladser hver. Til de to resterende startpladser opfordres alle nationer til at søge. Hver delkonkurrence består af to klasser; FEI U25 Grand Prix efterfulgt af FEI Grand Prix Kür. Først ud er VM Vilhelmsborg, der starter allerede den 17.-23. oktober.

Antonia Ax:son Johnson, ejer af Lövsta Stuteri og grundlægger af Lövsta Future Challenge, er glad for hendes øgede engagement i dressursporten;

“Min livslange passion for heste og min usvigelige tro på unge talenters udviklingskraft har karakteriseret Lövsta Stuteris virksomhed fra starten for mere end 20 år siden. Lövsta Future Challenge er blevet vores ledestjerne, da vi realiserer denne vision. Nu er vi tager endnu et skridt med Lövsta Future Challenge International Tour, hvor unge dressurtalenter får international erfaring på højeste niveau. Det er en stor fornøjelse igen at udvide vores støtte til ridesporten på denne måde,” siger Antonia.

Konkurrencerne på Vilhelmsborg

Fredag kl. 10 afvikles den første konkurrence i Lövsta Future Challenge, og lørdag kl. 16.15 er det tid for kür. Der er fri entré fredag, og der er fortsat billetter til salg til de spændende konkurrencer lørdag og søndag. Der er 8 startende ryttere i denne første afdeling af cuppen, og fra Danmark kommer Laura Kristine Thorup/Blue Hors Veneziano, Karoline Rohmann/Jakas Don Louvre og Josefine Hoffmann/Hoennerups Driver.

Se deltagerlisten her: CDIU25 (equipe.com)

Store præmiepenge i puljen under Gothenburg Horse Show

Under Gothenburg Horse Show kan der også kåres en “Overall Winner”, og der vil blive uddelt en bonus på SEK 100.000. Bonussen tildeles den ekvipage, der har startet mindst to af delkonkurrencerne, hvor Gothenburg Horse Show skal være en af de to, og som har den højeste gennemsnitlige procentdel i FEI U25 Grand Prix.

Lövsta Future Challenge finder sted på følgende datoer og steder:

  • World Cup Vilhelmsborg, Danmark 17.-23. oktober 2022
  • Jumping Amsterdam, Holland 25.-29. januar 2023
  • Göteborg Horse Show, Sverige 22.-26. februar 2023

Læs meget mere, køb billetter og se startlister på World Cup Vilhelmsborg