Kærligheden til New Forest ponyer bliver i familien
Arbejdet med ponyer bliver i familien
For Will Ingram har heste og natur altid været en stor del af livet. Hans bedstefar, Brian Ingram, har i mange år været head agister i New Forest. Som agister er ens job at føre opsyn med – og have ansvar for – de mange frit-strejfende dyr, der lever i de store skovområder. Her lever flere tusinde semi-vilde ponyer frit sammen med kvæg og et mindre antal æsler, får og svin. Will træder i sin bedstefars fodspor – og varetager nu samme job.
Det er frihed
Ponyer, der er opvokset i skoven, er hårdføre, sikre på benene, og uden tvivl nogle af de bedste ponyer i verden ifølge Brian. En sådan pony er Magic, som er Wills ridepony, det er den pony, han rider ud på, når han skal inspicere flokkene med dyr. Will har redet, siden han kunne gå, og det at ride og arbejde med heste er for ham en livsstil.
”Jeg elsker det herude, det er frihed. Når du er på en hest, kan du ride, hvorhen du har lyst. Det er fantastisk at have omgivelser som disse, og de er der bare alle døgnets 24 timer – hele året. Vi er så heldige,” siger Will blandt andet.
New Forest Nationalpark
New Forest er en nationalpark og et Ramsarområde (et internationalt beskyttet vådområde) i det sydøstlige England. Nationalparken ligger overvejende i New Forest District i det sydvestlige Hampshire. To små områder ligger dog i det sydvestlige England (i Wiltshire og i Dorset). Der findes som nævnt stadig vilde New Forest-ponyer i New Forest. De er venlige og rolige af sind, og indtil 1935 blev hopperne krydset med hingste af andre racer. Siden 1935 er kun racerene ponyer optaget i stambogen.