Laura Thomey skifter sølv til guld
Der måtte omspringning til for at afgøre Agria DRF mesterskab i indendørsspringning for children-ryttere her til formiddag. Fire ryttere ud af de 6 fejlfrie fra den indledende klasse lørdag, formåede igen at ride fejlfrit. Og af dem var to ryttere også fejlfrie i omspringningen.
Super stemning
Der var en super stemning i ridehallen hos Fredericia Sportsrideklub, da afgørelsen faldt til mesterskabet for children-ryttere. (Rytteren kan deltage fra det år rytteren fylder 12 år til og med det år rytteren fylder 14 år, og det er på hest).
Fire ryttere kom i omspringning om medaljerne. Paya Kruse Kappel og Castelino van Westleven fik desværre et stop og nedrivning undervejs i omspringning, og kom dermed ikke på podiet. Også Milla Josefina Wichmann Duus og Augustinus Lan fik fejl, men de opnåede en bronzemedalje.
Kampen om guldet blev tæt. Laura Thomey og Serupgårds Corona, der vandt sølv ved sommerens mesterskab i Sportsrideklubben red en sikker og hurtig runde uden fejl, og med en lynhurtig tid på 26,06 sekunder. Dermed var der pres på klassens sidste rytter Alberte Filuca Brünning Conradsen og Medina, også de var fejlfrie, men stoppede tiden knapt et sekund efter Laura, som dermed skiftede sommerens sølvmedalje ud med en af guld.
Husk Zibrasport Equest streamer fra mesterskabet i Fredericia Sportsrideklub.