Sheena levede op til forventningerne
Jyske Bank Boxen er lørdag omdrejningspunktet for voltigeringskonkurrencerne ved VM i Herning.
I formiddags blev første del af holdkonkurrencen afviklet. Det danske team BIS1 scorede 7.329, og det betyder, at de pt. ligger på en femteplads.
Bliv klogere på voltigering her: Riders Corner with Thomas Bisgaard – Herning2022
Den individuelle konkurrence for kvinder har tre danske voltigører til start, og Sheena Bendixen lagde ud med et suverænt program på Klintholms Ramstein.
Intet mindre end 8.203 fik hun for sin kunnen på ryggen af Rammstein, der blev guidet rundt i longen af longeføreren Lasse Kristensen.
Sikkert viste hun de obligatoriske øvelser for dommere og publikum.
“Der var nogle ting, der var gode.
Jeg var god til at holde fast og holde fokus.
Sheena Bendixen
Jeg blev ved med at arbejde derinde, så øvelserne lykkedes. Jeg var rigtig i god i fane, møller og stand – der connectede jeg med Rammstein.
Det er en helt fair bedømmelse, jeg fik,” fastslår Sheena til Zibrasport Equest.
Lasse var også godt tilfreds med dagens præstation:
“Rammstein er jo en spændende hest og en god kammerat. Han er 18 år, og han er virkelig en fed hest, som vi kan regne med. Han blev frisk, og det tror jeg også godt, at Sheena kunne mærke. Dommerne gav ham også en god bedømmelse, og han er faktisk ret god til ikke at lave fejl,” fortæller Lasse Kristensen.
Det tekniske program venter
“VI håber på, at vi har en stabil hest de kommende dage, og så har Sheena en chance for medalje. Den tekniske del skal vi igennem i morgen, fordi det er svært. Det er her Sheena er mest udfordret. De seks øvelser kommer hurtigt, hvor vi i küren kan justere uden at få fejl,” siger Lasse.
Og det er kun marginaler, der adskiller atleterne i toppen. Efter dagens Compulsory Test ligger Sheena placeret på en fjerdeplads – og chancerne for en medalje er stadig store.
Iben Dines Pedersen og Tophoejs Geleto Lieto blev belønnet med 7.577, mens Nanna Christensen og Boston scorede 7.278.
Søndag skal de vise det tekniske program, mens mandag er dedikeret til freestyle – herefter fordeles de individuelle medaljer.
Se resultatlisten her
Med 1 af guld og 5 medaljer af sølv og bronze har Danmark stolte traditioner ved verdensmesterskaberne i voltigering. Den seneste medalje blev vundet sidste år, da det i Nations Team konkurrencen blev til dansk bronze. Sammen med 2 fjerdepladser sidste år til henholdsvis Sheena Bendixen i den individuelle konkurrence for kvinder og den danske gruppe (BIS) fra Billund, kunne der meget vel være flere medaljer i luften på hjemmebane i år.
Der uddeles 5 sæt medaljer, Danmark er repræsenteret i 4 af konkurrencerne, og medaljeduften spreder sig fra kvindernes individuelle konkurrence, Nations Team konkurrencen og gruppernes konkurrence.
Kilde: DRF