Skal vi genindføre professionalismen?
Timevis i sadlen, finpudsning af detaljen og udsigten til at det hele går op i en højere enhed på det helt rigtige tidspunkt! For mange ryttere er det netop muligheden for at få en ”sløjfe” med hjem fra et stævne, som motiverer de mange træningstimer på ridebanen. Vejen til placering er bare virkelig lang for de fleste fritidsrytterne, da toppen af resultatlisterne alt for ofte domineres af de professionelle eller semiprofessionelle ryttere. Men sådan har det ikke altid været!
Vores ryttere er trætte af at ride mod de professionelle, for vejen til succes og en sløjfe kan virke så uoverskuelig. Det er et alvorligt problem
Berider Jon D. Pedersen
”Problemet med nedgangen i antallet af starter begyndte, da man for mange år siden, fjernede det professionelle begreb i ridesporten, så alle nu konkurrerer på lige fod med hinanden,” indleder berider Jon D. Pedersen. Han hentyder til, at rytterne tidligere var inddelt i professionelle og amatører, når de konkurrerede, og at der så var to placeringsrækkefølger i en klasse – altså en for de professionelle og en for amatørerne. Herved fik rytterne mulighed for at konkurrere mod ekvipager på samme niveau.
Jon har været daglig leder på Dalumgaard Rideklub siden 1988, og han er overbevist om, at det netop er problemet med, at de professionelle ryttere dominerer resultatlisterne, som koster medlemmer og starter.
”Der bør være konkurrencer i dressur og springning, hvor amatører kan gøre sig gældende. Der skal nemlig være en gulerod, som kan motivere fritidsrytterne,” udtaler Jon D. Pedersen, og han fortsætter: ”Jeg mærker det i høj grad på vores ryttere. De er trætte af at ride mod de professionelle, for vejen til succes og en sløjfe kan virke så uoverskuelig. Det er et alvorligt problem, som rideforbundet bør tage hånd om hurtigst muligt.”
Med indførelse af rytterkategorier blev begrebet professionel sløjfet, men udviklingen i dag viser, at det igen er tid at se på, hvordan det igen bliver muligt for fritidsrytteren at blande sig i konkurrencen. Flere af de professionelle ryttere, som vi har talt med i forbindelse med dette tema, understreget netop dette, som et stort problem for at kunne fastholdelse ryttere i sporten.
En ændring af systemet?
I Dansk Ride Forbund er man meget opmærksomme på udfordringerne med at finde løsninger, så de professionelle og semiprofessionelle ryttere udelukkes fra nogle konkurrencer, der kun er åbne for ”amatører”. Det er bl.a. motivationen bag den nye dressur-cup, som forbundet starter op i denne sæson, forklarer klub- og sportschef Anne Silfwander.
”Vores nye dressurturnering CATAGO Cup, henvender sig til hesteryttere, som ikke rider mesterskaber, hvilket betyder, at cuppen ikke er åben for ryttere, der starter på markant højere niveau. Turneringen bliver afviklet ved C-stævner på LA- og MB-niveau. Der rides således hhv. LA4 og MB0 ved kvalifikationsrunderne og LA5 og MB2 i finalen. CATAGO Cup har seks kvalifikationsrunder fordelt rundt om i landet, og finalen bliver afviklet sidst på sommeren,” forklarer Anne Silfvander.
Formålet med cuppen er at forsøge at fastholde ponyryttere i skiftet til hest og almindelige fritidsryttere i sporten. ”Turneringen vil give fritidsrytteren en reel chance for at ride mod andre på samme niveau, så vi kan være med til motivere dem til at blive i sporten,” uddyber Anne Silfwander. Hun fortæller, at forbundets sekretariat og ledelse er meget spændte på, hvordan cuppen bliver taget imod rundt om i landet.
Brug mulighederne for udelukkelse ved C-stævner
Forbundet har også indført en særlig udelukkelse ved D-stævner, så ryttere, der har været til start ved B-stævner i sværhedsgrad 4 eller højere, og/eller har opnået placering i sværhedsgrad 4 eller højere ved C-stævner, er udelukket fra start ved D-stævner. DRF ville også ønske, at flere stævnearrangører ville gøre brug af de muligheder, som reglementet giver til at benytte yderligere udelukkelser til C-stævner. ”F.eks. muligheden for at opdele almindelige klasser i to afdelinger med hver sine udelukkelser, er noget, vi godt kunne se blive brugt i større omfang,” supplerer Anne og fortsætter: ”Hvis man som stævnearrangør har brug for sparring til udarbejdelse af proportionerne til stævnerne, er man meget velkommen til at kontakte sekretariatet.”
Har stævnearrangører brug for sparring til udarbejdelse af proportionerne, er de velkommen til at kontakte sekretariatet
Klub- og sportschef Anne Silfwander
Berider Kristian Skovrider, der er aktiv konkurrencerytter i springning og underviser flere springryttere på forskellige niveauer, genkender problemet med fejlagtigt udskrevne proportioner: ”Det fordyrer stævnet for klubben, hvis de ikke er skarpe på at få uskrevet proportionerne på en måde, der giver startmuligheder for det størst mulige antal ryttere. Rytterne melder ikke til, og konsekvensen er, at stævnet må afvikles med meget få ryttere eller helt aflyses. Det er det, vi oplever flere steder,” understreger han.
”Vi er godt på vej, og det er klart, vi ved, der er plads til at gøre mere. Vi er dog nødt til at se, hvad det vi har sat i gang, giver os,” slutter Anne Silfwander.
Et magasin af hestefolk til hestefolk
Riders NOTEBOOK udkommer otte gange årligt: februar, april, maj, juni, august, september, oktober og december.
Magasinet er spækket med godt og spændende indhold, som appellerer til alle, der er hesteinteresserede. Hvad enten du er til elitesport eller breddeaktiviteter, varmblodheste eller specialracer, personlige beretninger, nyheder eller faglige artikler – selv har hest eller blot er pjattet med de firbenede dyr, så har vi noget til dig!
Riders NOTEBOOK – Danmarks flotteste magasin for hesteelskere!