Stærkt ridende kvinder klart i front
Den anden kvalifikation for 5-års heste var i lighed med klassen for 4-års heste en fornøjelse at følge – flere meget velspringende heste, som også kunne gå fejlfrit i et godt grundtempo. Dommerne Karsten Huck, Kenneth Ernst og Torben Frandsen, som begrundede dommernes bedømmelser for ryttere og publikum, måtte flere gange komme med rosende ord til rytternes job på banen.
Igen i dag måtte Camille Silke Pless dele æren og førstepladsen, i gård med Karen Møller Rohde og i dag med Mathilda Naavrén. Camille Silke Pless sidder på en fantastisk Untouchable-søn U2 TD DWB (opdr. Trine Dyhre Nielsen, en hest med masser af kapacitet og ridelighed som dommerne belønnede med 8,9. Samme points fik Matilda Navrén og CC Corday e. Contendro I efter Carsten Carstensens gode springheste opdræt. “En rigtig springhest, med super indstilling og forsigtig,” sagde Torben Frandsen bl.a.
Karen Møller Rohde og UVM finalisten Fi Fi Ask e. Ci Ci Senjor Ask var igen i dag med fremme, men som dommerne bemærkede virkede Fi Fi Ask ikke til at springe med helt samme kraft som i første kvalifikation. Hoppens kvalitet fornægter sig dog ikke, og de fik 8,7, hvilket bringer dem ind i finalen på en samlet andenplads efter Camille Silke Pless.
Jesper Meyenburg/Cordento 8,6, Mille Bisgaard-Maarup/Miss Sina 8,5 og Jacob Theodor Schmidt/Bøgegårdens Chacoon8,5 fulgte efter.
Det er de samlet 20 bedste som mødes i finalen lørdag aften, og efter en stilbedømmelse mødes de 5 bedste i en forrygende omspringning om sejren i finalen.