Skip to main content

Vild valkyrie til hest i København

Valkyrier var særdeles vigtige i nordisk mytologi, hvor de blev associeret med krig og død og guden Odin, og derfor er det vel også meget passende, at en af de mytiske valkyrier er foreviget i bronze i København.
| admin

I Københavns bybillede er der mange smukke statuer, og flere af dem er rytterstatuer, der naturligvis afbilleder vigtige historiske personer i Danmark. Men kommer du forbi Churchillparken mellem Esplanaden og Kastellet, kan du se en lidt anderledes men meget særlig rytterstatue.

Her har billedhuggeren Stephan Sinding (1846-1922) nemlig afbilledet en *valkyrie til hest.

Statuen er støbt i bronze og opført på en granitsokkel, og selv om den er fra 1908, har den et meget moderne dynamisk udtryk, hvor dens vildskab og gengivelse af bevægelse, står i skarp kontrast til mange andre rytterstatuer, hvor det er ro, respekt og overblik, der kendetegner skulpturen.  

Læs også: Margrete I til hest i Roskilde

Stephan Abel Sindings ‘Valkyrie. Foto: Zibrasport Equest

En gudinde til hest

Kunstneren har med fotografisk præcision fanget et øjeblik, hvor valkyrien med en arm hæver sit spyd og med den anden hånd har et fast tag i hestens man. Hun rider uden sadel og bid og styrer udelukkende hesten med sin vægt og stærke muskuløse ben. Hun er en guddommelig kriger i angreb. Hesten har åben mund, blottede tænder og ørerne tilbage, som prøver den at bryde med valkyriens instrukser, men uden evne til at undslippe hendes magt.

Valkyrien var skelsættende i vikingernes kampe

Valkyrier var i nordisk mytologi et kollektiv af kvindelige guddomme, som på Odins befaling bestemte kampens udfald, udvalgte de krigere, der skulle dø, og bragte dem til Valhal – de døde heltes bolig. I Valhal opvartede valkyrierne de faldne helte.

Valkyrierne blev skildret som frygtindgydende kvinder til hest. Hjelmklædte og spydbevæbnede red de gennem luft og over hav. Det er dette Sindings iøjnefaldende statue i København gengiver, og den er derfor et must see for alle med interesse i nordisk mytologi, vikingetid og ikke mindst heste i kunsten.

*Valkyrier (af norrønt val = mandefald og kjosa = vælge)

Stephan Abel Sinding: ‘Valkyrie’ udsnit. Foto: Zibrasport Equest

Om kunstneren

Stephan Abel Sinding (1846 -1922) var en norsk-dansk billedhugger. Han var bror til komponisten Christian Sinding, billedhuggeren Johanna Sinding og maleren Otto Ludvig Sinding. Han giftede sig i 1885 med den danske skuespiller Elga Anna Augusta Betzonich.