Skip to main content

Stjernerne funklede i det kunstige lys

Da aftensolen sænkede sig over Herning og Stutteri Ask Stadium, begyndte dressurstjernerne at funkle en efter en under det kunstige lys på stadion ved ECCO FEI World Championship i Herning.
| admin

Som forberedelse til højdepunktet for dressurkonkurrencerne ved VM i Ridesport – Kür, hvor rytterne rider et program, de selv har sammensat til selvvalgt musik – trænede rytterne i aftes under det kunstige stadionlys på Stutteri Ask Stadium. Det er de 15 bedste ekvipager fra de øvrige mesterskabsklasser, der har adgang til at ride kür.  

Danmark er repræsenteret med 3 ekvipager, nemlig Carina Cassøe Krüth/Heilines Danciera, Daniel Bachmann Andersen/Marshall-Bell og Cathrine Laudrup-Dufour/Vamos Amigos. 

Blue Hors FEI World Dressage Grand Prix Freestyle Championship presented by Helgstrand starter i aften kl. 20.00 og afsluttes med en festlig medaljeceremoni kl. 23.00. 

Kür bliver ofte sammenlignet med den olympiske disciplin isdans, hvor skøjteløberne ligeledes sammensætter deres eget program og sætter musik til. I kür er det hest og rytter, der danser sammen, og når det gøres bedst, så vil det med garanti røre selv de hårdeste af os. Hertil kommer at det tiltagende mørke kombineret med lyset fra de 4 gigantiske stadionlys vil tilføre ekstra atmosfære og stemning konkurrencen.  

Et udsolgt Stutteri Ask Stadium vil være på kogepunktet, når dressurens største stjerner fra blandt andet Danmark, England, Holland, Tyskland og Sverige funkler i det kunstige lys.  

Se startlisten her. 

/Herning2022