Skip to main content

Danske ryttere er klar til freestyle på BB Horse Arena

Orifarm Healthcare FEI World Para Dressage Individual Championship presented by JYSK bliver den sidste medaljekamp for paradressurrytterne på BB Horse Arena ved ECCO FEI World Championships. 
Atleterne har kvalificeret sig til at ride Freestyle ved at ride først en individuel runde, og derefter en runde i holdkonkurrencen. Resultatet for de to runder bliver lagt sammen, og de otte bedste ekvipager fra grad I – V får adgang til Freestyle-klassen for hver grad.

Konkurrencen har været tæt i de enkelte grader, der er blevet vist sport af høj klasse, og pointene har været tårnhøje med mange ekvipager over 70 procent, og mange ekvipager med personlige rekorder.  

Det betyder også, at det i flere tilfælde kun er ganske få point, der adskiller rytterne i finalen fra rytterne, der ikke klarede cuttet. Men sådan er konkurrencesport. 

Danske Katrine Kristensen er klar til Freestyle i Grad III. 
Foto: Herning2022 / Sharon Vandeput 

Kigger man på listerne over de kvalificerede ryttere i de forskellige grader, så toppes de af medaljevindere fra de individuelle konkurrencer, der indledte mesterskaberne. I hver grad skal der kæmpes om individuelt guld, sølv og bronze. 

De danske ryttere har klaret sig formidabelt på BB Horse Arena og samtlige fire danske ryttere finaleklar: 

Katrine Kristensen, Grad II 

Tobias Thorning Jørgensen, Grad III 

Karla Dyhm-Junge, Grad III 

Nicole Johnsen, Grad IV 

/Herning2022

Stjernerne funklede i det kunstige lys

Som forberedelse til højdepunktet for dressurkonkurrencerne ved VM i Ridesport – Kür, hvor rytterne rider et program, de selv har sammensat til selvvalgt musik – trænede rytterne i aftes under det kunstige stadionlys på Stutteri Ask Stadium. Det er de 15 bedste ekvipager fra de øvrige mesterskabsklasser, der har adgang til at ride kür.  

Danmark er repræsenteret med 3 ekvipager, nemlig Carina Cassøe Krüth/Heilines Danciera, Daniel Bachmann Andersen/Marshall-Bell og Cathrine Laudrup-Dufour/Vamos Amigos. 

Blue Hors FEI World Dressage Grand Prix Freestyle Championship presented by Helgstrand starter i aften kl. 20.00 og afsluttes med en festlig medaljeceremoni kl. 23.00. 

Kür bliver ofte sammenlignet med den olympiske disciplin isdans, hvor skøjteløberne ligeledes sammensætter deres eget program og sætter musik til. I kür er det hest og rytter, der danser sammen, og når det gøres bedst, så vil det med garanti røre selv de hårdeste af os. Hertil kommer at det tiltagende mørke kombineret med lyset fra de 4 gigantiske stadionlys vil tilføre ekstra atmosfære og stemning konkurrencen.  

Et udsolgt Stutteri Ask Stadium vil være på kogepunktet, når dressurens største stjerner fra blandt andet Danmark, England, Holland, Tyskland og Sverige funkler i det kunstige lys.  

Se startlisten her. 

/Herning2022