Trods uenige dommere: Agnete og Olymbrio fik flotte procenter
Agnete Kirk Thinggaard og Blue Hors Don Olymbrio har haft deres stævnedebut sammen til CDI3*-stævnet under Global Dressage Festival.
Selv om ekvipagen kun har kendt hinanden siden november, hvor Agnete overtog hingsten fra kollegaen Daniel Bachmann Andersen, har parret hurtigt fundet melodien sammen.
I Grand Prixen i Wellington scorede de nemlig 71,783 procent, men de fem dommere var bestemt ikke enige om det resultat.
73.913, 75.543, 67.283, 69.891 og 72.283 var de vidt forskellige domme over ridtet.
Du kan se resultatlisten lige her.
Agnete havde endnu en hingst til start i klassen, og med 11-årige Blue Hors Zatchmo, der er efter Blue Hors Zack, opnåede hun 72.391%, hvilket længe satte hende i spidsen af klassen.
Det endte dog med sejr til amerikanske Steffen Peters, mens den tidligere danske statsborger Charlotte Jorst red sig ind på trejdepladsen foran Agnete og Olymbrio.
I de kolde vintermåneder opholder Agnete sig i USA, hvor hun træner sine heste hos Lars Petersen, der de seneste mange år har haft base i netop Wellington i Florida. Udover Don Olymbrio har Blue Hors-rytteren medbragt Veneziano, Zatchmo, Orthilia og Vegas.