Skip to main content

Uoverensstemmelser i forklaringen om Donkey Boys ulykke

En tidligere hestepasser hos Helgstrand Dressage er stået frem i Nordjyske med en ny forklaring på den ulykkelige hændelse, som ligger bag avlshingsten Hesselhøj Donkey Boys skade.
| admin

Hvad er op og ned på sagen om Hesselhøj Donkey Boys tragiske skade? Helgstrand Dressage har en forklaring, og nu har en tidligere hestepasser (navnet er kendt af Nordjyske) kommet frem med en helt anden udlægning af hændelsesforløbet til Nordjyske.

Ifølge Helgstrand Dressage er hingsten blevet skadet under ophold på folden. Det har de beskrevet meget detaljeret i en pressemeddelelse. Den kan man læse her:

Donkey Boy alvorligt skadet – Zibrasport Equest

Efter den orientering bragte det svenske Ridsport senere samme dag en artikel, der byggede på et interview med Donkey Boys tidligere ejer Kristin G. Andresen. Hvor hun udtaler, at Helgstrand Dressage ikke taler sandhed, når det kommer til omstændighederne, omkring skadens opståen.

Det blev igen tilbagevist af Helgstrand Dressage i en ny opdatering. Den kan man læse her: Nyt i sagen om Donkey Boy – Zibrasport Equest

En ”bombe i sagen” kalder Nordjyske de nye informationer

I dag har Nordjyske så taget fat på sagen igen, da de er kommet i kontakt med en tidligere hestepasser hos Helgstrand Dressage, der har en helt anden forklaring:

– Der lå et dækken inde i hans boks, og jeg tror, at han blev forskrækket over det, for normalt hænger vi dækkener uden for boksen. Og så sprang han bare ud af boksen igen og satte i galop ned ad staldgangen, fortæller hun. I høj fart fortsatte Donkey Boy ned ad gangen mod en lukket port.
– Det virkede ikke, som om han havde set, at porten var lukket, så han fortsatte næsten ind i porten, og så gled han og faldt. Han kunne ikke helt komme op, men fik rejst sig og gik meget, meget haltende videre, siger hestepasseren, som fortæller, at hun reagerede prompte på ulykken.

Et millionslagsmål er i gang

Hvem har ansvaret for, at Donkey Boy blev skadet, og hvem er ejeren på tidspunktet for skaden? Det er de to hovedspørgsmål i sagen.

Kristin Andresen tror ikke, at Helgstrand har fortalt hele sandheden. Hun er, ifølge Nordjyske, klar til at hyre privatdetektiver for at opklare sagen. 

– Jeg kommer til at bruge alle midler. Når jeg bliver udsat for noget, hvor jeg opdager, at nogen prøver at snyde mig, så forfølger jeg det. Helt til ende. Jeg har sagt til Andreas (Helgstrand, red.), at han skal være klar over, at jeg både har tid og penge. Og det er en vældig dårlig kombination for dem, det går ud over, siger Kristin Andresen til Nordjyske.