Skip to main content

Vandgraven kostede Andreas finalepladsen ved OL

Andreas Schou og Darc de Lux formåede ikke at ride sig ind i finalen ved OL i springning, en usikkerhed fra hestens side på vandgraven kostede finalepladsen. På positivsiden så vi samtidig en hest, der sprang alle de svære kombinationer med luft til bommene. I det hele taget blev det en finalekvalifikation som sendte flere af de potentielle medaljetagere ud af finalen
| admin

Vi talte med Andreas Schou efter afslutningen på dagens kvalifikation til onsdagens individuelle finale, hvor Andreas havde fået fejl på vandgraven og et nedslag på sidste forhindring. Ellers havde Darc de Lux e. Darco opdrættet af Pia og Morten Augustinus sprunget med stort overskud også på de svære linjer på banen, der kostede flere prominente navne en plads i den individuelle finale.

”Han studser på vandet, og så troede jeg egentlig, han sprang ud over, fortæller Andreas Schou, som pludselig måtte trykke til Darc de Lux mod den 3,90 m brede vandgrav. Han manglede lige nogle få centimeter i afsættet, og derfor landede Darc med en hov på listen og i vandet.

Andreas fortæller, at han kunne mærke, at Darc blev lidt trykket af fejlen. Og på den sidste linje ned mod mål, mistede han energien i hingsten, forklarer han, og det kostede et nedslag, og det skyldes den ultra, forsigtige hingsts oplevelse på vandet.

”Det var ikke vandet, jeg havde set som en udfordring,” erkender Andreas, men han klarer op i stemmen, da samtalen kom ind på hingstens fremtid i sporten: ”Egentlig springer han de svære ting helt fantastisk, og var han kommet over vandet, havde det set anderledes ud.”

Det er ikke sværhedsgraden, som slår os ud, det er bad luck på vandgraven

Andreas Schou

Hvad er planen?

Darc de Lux kommer ikke ind i den individuelle finale onsdag, dermed er Andreas og hingstens OL-eventyr slut. Det betyder også, at han ikke har slidt nævneværdigt på hingsten. Derfor overvejer han at give Darc en god oplevelse ved det internationale stævne i Drammen, og så se, hvordan han reagere på det. Er hingsten frisk, og har han rejst godt, så kunne EM i Riesenbeck være et mål, fortæller han. Hestene rejser hjem den 10. – 11. august, og da flyet med de kostbare heste nu har fået lov til at flyve over russisk territorium, slipper de for en mellemlanding til tankning, og det forkorter rejsetiden væsentlig.

Englands Ben Maher og Explosion W var hurtigst af alle i dag, og ser skarp ud til finalen. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Topryttere ude af medaljekampen

”Der skete rigtig meget i dag, der er storfavoritter som hænger med mulen. Og det bliver da også mærkeligt at se en finale uden Steve Guerdat,” fortæller Andreas fra Tokyo, og han fortsætter: ”Tyskerne har kun en i finalen, og USA kommer med tre super stærke ryttere, uden at have en i finalen. Man kan ikke sammenligne mesterskaber med andre klasser, sådan er det bare, det der er helt unikt,” slutter Andreas Schou.

Det lykkedes for 25 ryttere at ride banen fejlfrit, fire ryttere med 1 og en rytter med 2 fejl har nu plads i den individuelle finale.

Den norske rytter Geier Gulliksen og Quatro red sig i finalen med en tidsfejl. Med sine 61 år er Geier feltets ændste rytter. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Foruden Steve Guerdat, verdensranglistens nr. 3, er også USA’s toprytter Ken Farrington ude, og det samme er Australiens Edvina Tops-Alexander. Frankrig har blot en rytter med i finalen, da den ellers så sejrsvante Penelope Leprevost fik 10 fejl. England fik alle tre ryttere med i finalen anført af Ben Maher og Explosion W, der var fejlfri og hurtigst af alle. Også Sverige fik alle tre ryttere i finalen, og heriblandt Peter Fredricson og All In, der vandt sølv ved OL i Rio. Belgien, der er blandt medaljefavoritterne til holdkonkurrencen, fik også alle sine tre ryttere gennem nåleøjet til den individuelle finale.

Det nye format, hvor de individuelle konkurrencer afvikles før holdkonkurrencen, har været diskuteret vidt og bredt blandt sagkundskaben. Der er ingen tvivl om, at de tyske ryttere (og forbund) som ikke er kendt for at være spage i debatterne, langt fra er tilfreds med blot at være repræsenteret af verdensranglistens nr. 1 Daniel Deusser i den individuelle finale.

Se resultatet HER

Onsdag den 4. august sender DR2 fra den individuelle finale fra kl. 12.00 til 14.30.