Video: 4. plads i 1.50 m uden trense
Det blev nogle dramatiske få minutter for irske Conor Swail ved det internationale stævne i Genève, da han fik revet trensen af sin tophest Vital Chance de la Roque. De to var fejlfrie i tidsspringningen på 1.50 m lørdag aften, og i landingen bukkede hesten og sparkede højt op. Noget han altid gør efter sidste forhindring. Publikum udstødte et kollektivt gisp, da rytteren, som lå godt fremme i sadlen for at suse hurtigt over målstregen, blev kastet ud på halsen af hesten.
”Jeg kæmpede for at komme tilbage i sadlen, og der var det, at han pludselig kastede hovedet op, og jeg fik revet trensen af ham,” fortæller Conor til Horse & Hound, hvor man også kan se et par dramatiske fotos.
Conor, der pt. ligger nr. 5 på Longines verdensranglisten, kom tilbage i balance i sadlen igen, selvom det en overgang så ud som om han ville ende i sandet. Hesten galoperede rundt i hallen, mens Conor sad med trensen i hånden uden mulighed for at standse hesten.
”Han er normal meget rolig, så jeg var ikke alt for bekymret over, om han nu ville gå amok, men han blev ved med at løbe lidt længere end jeg havde regnet med.”
Hesten blev endelig standset, og trensen lagt på igen, og da de havde passeret målstregen, inden problemet opstod, holdt de fast i deres 4. plads i klassen, som blev vundet af en af hans kolleger irske Shane Sweetnam og Alejandro.
Se resultatet af klassen, og Conor Swails udfordringer efter målstegen på video HER