Video: “Alle jagtryttere drømmer om at vinde Hubertus”
Den første søndag i november afholdes årets Hubertusjagt. Sådan har det været siden 1905 (med få undtagelser under 2. verdenskrig og corona), og i år er ingen undtagelse. Søndag den 6. november løber den historiske jagt af stablen, og vi har mødt en af de håbefulde jagtryttere, som tager kampen op i Dyrehaven i Klampenborg.
52-årige James Iuel-Brockdorff har altid haft en drøm om at ride, men der skulle et væddemål til, før han fik gjort noget ved drømmen. Det er nu 11 år siden, at et par jagtryttere udfordrede ham til at lære at ride og deltage i Hubertusjagten på bare ét år – et væddemål James vandt, og i næste uge kan han skrive sin 6. Hubertusjagt på CV’et. Han er nemlig blevet bidt af livet med hest og jagt, som byder på et sammenhold ud over det sædvanlige.
Du kan se første afsnit af vores lille mini-serie med James som optakt til Hubertusjagten her:
Baggrundshistorie om Hubertusjagten
I mere end et århundrede har ca. 100 ryttere den første søndag i november redet den traditionsrige Hubertusjagt i Dyrehaven. Der rides også Hubertusjagt flere andre steder i landet, men jagten nord for København må siges at være den mest kendte, som i mange år er blevet tv-transmitteret. Hubertusjagten er en symbolsk videreførelse af de gamle parforcejagter, som Dyrehaven oprindeligt er anlagt til. Det stjerneformede stisystem i den smukke natur blev anlagt i 1680’erne af Christian V for at give kongen udsyn over både vildt, hunde og jægere under parforcejagter.
Dengang lod man hunde støve ræven op, mens feltet fulgte efter hunde og ræv. I dag er jagthundene væk, mens ræven er erstattet af rævehaler, som er sat på de røde ridejakker på to erfarne ryttere, som rider forrest. Jagtens tempo styres af feltets master, som rider med høj hat.
Årets Hubertusjagt er søndag den 6. november og starter kl. 10 fra Peter Lieps Hus.