Video: Clydesdale på dressurbanen
De imponerende Clydesdale heste ses som regel foran en vogn, men i England har vallakken Springside Shiver Me Timber skiftet seletøjet ud med dressursadel og trense og har indtil videre gjort det fremragende på dressurbanen.
Som at styre en båd
Det var ikke som sådan i kortene, at Timber skulle have en karriere i dressursporten, men hans rytter siden august 2020, Jessica Martin-Legg, var så imponeret af hans ridelighed, at hun foreslog hans ejer, at de skulle prøve at stille ham til start i dressur. Før hun overtog tøjlerne på den da 6-årige vallak, havde han ikke været redet meget på banen, og Jessica fortæller til Horse and Hound:
”Han syntes ikke det var nemt til at starte med. Jeg kunne ikke engang galopere rundt på banen, for han havde ingen balance. Det var som at styre en båd. Han var meget tung og snublede en del, men han var altid blød munden og lydhør for schenklerne, selvom du kunne høre ham på flere kilometers afstand.”
En mægtig hest, der får det til at se let ud
Med sine mere end 180 cm i stang og en muskulatur som en arbejdshest vækker Timber opsigt, når han er til stævne, men dommerne kan lide, hvad de ser, og han ligger på mellem 70% og 80% i sine starter – og meget positive tilbagemeldinger.
Planen for Timber er at stille til start i BD draught horse championships, samt regionale stævner (distriktsstævner), og Jessica håber også have muligheden for at ride klasser til musik i fremtiden.
”Vi må se, hvordan det går. Han er stor hest, og jeg vil ikke presse ham, men så længe han synes, det er sjovt, vil vi se, hvor langt vi kan komme. Han er fantastisk og meget, meget speciel.”
Se også vores videoserie om Carlsbergs heste