Video: OL-kvalifikation på plads for Daniel
Daniel Bachmann Andersen og Carso’ni startede sæsonen uden at have de to grundlæggende kvalifikationskrav på plads til OL i Tokyo. Første kvalifikation opnåede han i Hagen i slutningen af april, og i dag er den anden kvalifikation kommet i hus på Carso’ni e. Leendert ved CDI-stævnet i München.
”Jeg er så glad. Det er fortsat noget urutineret, for det er kun hans tredje Grand Prix. Han blev lidt spændt i galoppen, og jeg kunne ikke få den blødhed med i galoppen, som jeg havde i traven,” fortæller Daniel efter sit ridt, der indbragte ham en 8. plads og 72,870% fra et dommerpanel, som så ham med pladscifre fra 5 til 11.
Hans samarbejde med Carso’ni er af nyere dato, som man kan læse om i artiklen: Ny Grand Prix-hest til Daniel
Han føles som en 8-årig på banen
”Jeg er stolt over, jeg har rykket ham så meget fra Hagen til nu. Selvom han er 15 år, føles han som en 8-9 års urutineret hest på banen. Om 3-4 måneder går han sikkert 74-75%, han skal bare have noget mere rutine,” vurderer Daniel, som understreger, at hestene skal have tid til at lære at gå op ad midterlinjen. Og da de hjemlige landsstævner har været aflyst, har Daniel ikke haft en chance for at få mere rutine sammen med Carso’ni.
Halvdelen af turen føltes godt
Daniel var meget tilfreds med, hvordan hesten føltes på opvarmningen. Det kan dog være svært altid at få de gode takter fra opvarmningen ind på banen. Det lykkedes for Daniel i travturen, men da han sprang an i galop, skete der noget.
”Jeg mistede ham i galoppen, hvor han stivnede, blev spændt og så bliver han lidt lige i halsen. Det er svært at finde ud af, hvorfor. Jeg har talt med Nathalie om det (Nathalie zu Sayn-Wittgenstein), og i dag prøvede jeg at ride lidt tilbage, det var ikke det rigtige. Så næste gang, skal jeg måske prøve at ride frem.” Daniel var dog meget tilfreds med sit travprogram og forudser, at når Carso’ni får mere rutine i konkurrence, kommer de gode takter fra opvarmningen med ind på banen. I morgen rider han Grand Prix Special.
Tysk dominans
Det var ikke uventet de tyske eliteryttere, som dominerede klassen. A-truppen var på plads med deres topheste i München, og det blev Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB e. Easy Game, som sikrede sig sejren med 81,609% Hun sejrede også i Hagen med et personligt bedste resultat i Grand Prix på 81,652%, og dermed ligner hun et sikkert kort for tyskerne til OL.
Interessen samlede sig dog i høj grad om hendes landsmand, Dorothee Schneider, der igen er i sadlen efter at have brækket kravebenet i et styrt under æresrunden i Pforzheim, hvor hende hest Fohlenhofs Rock’n Rose faldt om og døde. Schneider brækkede kravebenet, men har fået en særlig vest til støtte, så hun kan ride. Læs artiklen: OL-rytter indlagt – hest død på æresrunde
Dorothee Schneider lagde hårdt ud med Showtime FEH e. Sandro Hit. Hesten har ikke været til start siden parret vandt individuel sølv ved EM i Rotterdam i 2019. Corona, herpesvirus og en mindre skade hos hesten, og Schneiders brækkede kraveben, har holdt dem væk fra konkurrencebanerne i næsten to år. Showtime brillere i mange øvelser, men i dag var han ikke stræk i de to første piaffer, og overgangene ud af piafferne. Omvendt så viste han imponerende passage. En fejl i etterne kostede parret dyrt, men de sluttede med en imponerede sidste midterlinje, hvor piaffen igen var på plads. Med 79,109% kom de ind på andenpladsen.
Isabell med fire heste i OL-truppen
Verdens absolut mest vindende dressurrytter gennem tiden, tyske Isabell Werth har hele fire heste i OL-bruttotruppen. Hun red den mest urutinerede af dem, 11-årige DSP Quantaz e. Quaterback, og den erfarne rytter havde hænderne fulde, da hesten blev mere og mere ophidset som programmet skred frem. Fejl i etterne gjorde ikke hesten synlige uro mindre udtalt, og Isabell måtte trække på al sin erfaring, for at styre hesten gennem den resterende del af programmet. Mange små klap på halsen, selv midt i den afsluttende piaffe, brugte hun til at indgyde hesten tillid. De sluttede med 76,674% på tredjepladsen, men typisk for Isabell red hun hovedrystende af banen, som hun gør, når programmet ikke lige har flasket sig efter hendes hoved.
Hubertus Schmidt sluttede den tyske dominans på fjerdepladsen med Escolar e. Estobar NRW med 75,565%