Skip to main content

10.500 føl i Holland – 1.700 i Danmark

Den nye bedækningssæson er startet. Hingstestationerne melder om travlhed, og det er altid interessant at se, hvilke hingste, der var avlernes favoritter sidste og forrige år. For det er de føl, rytterne skal ride på om fire år
| admin

Herhjemme ligger bedækningstallet i det største ridehesteavlsforbund, Dansk Varmblod på godt 3.000. Det er et tal, som er faldet fra godt 5.000 i 2008 til at begynde en stigning igen fra 2016 til omkring 3.000. I 2020 blev der ifølge Dansk Varmblod registreret 1681 føl i forbundet. Den mest benyttede hingst i 2019, og altså far til føl født sidste år, var Janeiro Platinum e. Sezuan/U40 med 210 bedækninger. Igen i 2020 blev hingsten danskernes foretrukne valg, som far til de føl, som kommer til verden dette forår efterfulgt af tre hingste fra Blue Hors: Blue Hors Monte Carlo (TC (118), Blue Hors Kingston (105) og Blue Hors Zackorado (104). Så er det igen Helgstrand Dressage, som står bag de følgende hingste Jovian(103) og Revolution (93). De nævnte tal er bedækningstal, og det reelle antal fødte og registrerede føl pr. hingst vil være mindre.

Til sammenligning blev der i Holland, KWPN, der er et af verdens største ridehesteavlsforbund, født intet mindre end 10.500 føl i 2020, hvoraf mere end 4.800 af dem, var dressurføl.

I KWPN var de fem mest benyttede hingste: Kjento e. Negro med 303 dressurføl, Le Formidable e. Bordeaux med 278 føl, Jameson RS2 e. Blue Hors Zack med 235 føl, Glamourdale e. Lord Leatherdale med 157 føl og endelig Just Wimphof e. De Niro med 150 fødte føl.

World Breeding Federation for Sporthorses (WBFSH) er en international sammenslutning af ridehesteavlsforbund. De udsender løbende ranglister over de mest succesfulde avlsforbund, målt på resultater i sporten. Det siger sig selv, at med 10.500 føl i KWPN mod 1.700 føl i Dansk Varmblod, er det en noget ulig konkurrence. Alligevel formår de danske avlere at placere sig flot på listen over dressurhesteproducenter, og har enkelte år befundet sig på top tre. I 2020 var det Holland, KWPN der toppede ranglisten, mens Dansk Varmblod sluttede på en syvendeplads. Foran de danske avlere var desuden Oldenburg, Westfalen, Hannover, DSP (Deutsches Sportpferd) og Portugisisk Lusitano (LUSIT).

Det ville jo være nærliggende at tage antallet af fødte føl med i betragtning, når ranglisterne bliver udarbejdet. Det er der dog ikke opbakning til fra alle forbund i WBFSH, men for få år siden blev der lavet en beregning, som netop tog populationsstørrelsen, altså antallet af føl, i betragtning, og her placerede Dansk Varmblods sig på en sikker førsteplads.

Det er i øvrigt Dansk Varmblods formand Jan Pedersen, som er præsident for WBFSH, en post han har bestredet siden 1999, hvor også HKH-prinsesse Benedikte blev protektor for foreningen.