Skip to main content

Zack: 19 år og still-going-strong!

Nanna Skodborg Merrald og 19-årige Blue Hors Zack viste de fortsat er et par, man skal regne med i international dressur, da de kom ind på 4. pladsen i Amsterdam.
| admin

Nanna Skodborg Merrald var første dansker i konkurrence ved World Cup-kvalifikationen i Amsterdam. Sammen med VM-guldvinder Blue Hors Zack e. Rousseau lagde hun sig i spidsen af konkurrencen. De fik vist et meget flot og sikkert travprogram med fin piaffe og passage, men der indsneg sig en lille fejl i 2’er changementerne. Ellers er Zack i topform, og han gik konstant op-ad-bakke, tog smukt vægt på bagparten i overgange og samlede øvelser, og det var ikke til at se, at den elastiske, selvgående hingst er 19 år i år. 76,7 er deres bedste score, og i dag scorede de 76,196% og altså tæt på deres bedste score med en fejl i 2’er changementerne. De sluttede på 4. pladsen i Grand Prix-klassen.
Det er Nannas 5. World Cup kvalifikation, og hun ligger pt. på andenpladsen i den samlede stilling med 59 points efter tyske Benjamin Werndl, der har 65 points, men ikke er til start i Amsterdam. Der er 20 points til vinderen, 17 points til andenpladsen og 15 points til tredjepladsen.

Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. Foto: Zibrasport Equest

Fejlfri test af Daniel Bachmann Andersen

Daniel Bachmann Andersen havde taget 11-årige Zippo M.I. med til Amsterdam. Blue Hors Zack-sønnen fik sin World Cup debut på Vilhelmsborg i oktober, hvor de sluttede på 3. pladsen. Deres samarbejde har knapt et år bag sig, og som Daniel fortæller er hesten super følsom, og det har krævet noget tilvænning for ham at finde ind til hesten.

De fik vist et godt travprogram, hvor hesten gik meget let for Daniel, og selvom de havde lidt udfordringer med at komme ind i de første piaffer fik de vist virkelig gode takter i piaffen. I galopprogrammet brillierede de med flotte serier, og Daniel fik meget ros fra den engelske speaker for sit velovervejede ridt. De scorede 74,609% til en 7. plads.

Læs også: Daniel: Han har udviklet sig meget

Andreas Helgstrand og Queenparks Wendy. Foto: Zibrasport Equest

Wendy bed sig

Umiddelbart efter Daniel red Andreas Helgstrand Queenparks Wendy e. Sezuan på banen. Det er den yngste hest i klassen i Amsterdam, sidste gang de kom til start var ved World Cup-stævnet på Vilhelmsborg, hvor de vandt Grand Prix-klassen og kom ind på andenpladsen i Specialen.

Queenparks Wendy tog den internationale atmosfære i Amsterdam med tillid til opgaven, godt hjulpet af Andreas Helgstrands store erfaring. Desværre bed Wendy sig i tungen i galopprogrammet og parret måtte udgå. Ærgerligt for de lå flot placeret efter travprogrammet.
Det er anden gang parret er blevet standset undervejs, ved stævnet i Stockholm i november bed Wendy sig i Grand Prix-programmet og blev diskvalificeret. Ærgerligt for Andreas, som ellers fik ros af den engelske speaker for sin kontakt og for at hjælpe Wendy gennem de vanskelige øvelser.

Hør Andreas fortælle om Wendy efter starten på Vilhelmsborg: Dommeruenighed i Specialen på Vilhelmsborg

Dinja van Liere – Hermes. FEI World Cup Dressage Herning 2021© FEI / Leanjo de Koster

VM-bronzevinderen fra Herning alene i front

Desværre lykkedes det som nævnt ikke for Nanna Merrald at holde førstepladsen, da de sidste ”kanoner” fra Holland og Tyskland kom på banen. De blev anført af VM-bronzevinderen fra Herning Dinja van Liere (NED) og hingsten Hermès, som bl.a. scorede 10 for piaffe, men en lille uoverensstemmelse mellem rytter og hest efter galopøgningen betød, at det ikke var en helt perfekt test, de to fik vist. De scorede 79,739% og en personlig bedst score i Grand Prix.
Det kunne verdens mest vindende dressurrytter, tyske Isabell Werth ikke matche med Emilio, da hun red på banen som sidste rytter i World Cup Grand Prix-klassen. Hun er godt på vej mod sin 20. World Cup finale. Og selvom Emilio ikke er tilnærmelsesvis så spektakulær, som fx Hermès, er alt hvad Isabell laver velovervejet, og hun samler points op bl.a. i piaffe, selvom de i dag ikke var helt så overbevisende, scorede hun alligevel nogle høje points. Og det samme gør hendes landsmand Ingrid Klimke, der har vundet en World Cup-kvalifikation med Franziskus FEH i denne sæson. I Amsterdam scorede de 76,261% hvilket betød en 3. plads og deres personlig bedste score.
Grand Prix Kür afvikles lørdag fra kl. 12.30.

Grand Prix i Amsterdam

1 Dinja van Liere/Hermès 79,739%
2. Isabell Werth/Emilio 77,957%
3. Ingrid Klimke/Franziskus FRH 76,261%
4. Nanna Skodborg Merrald/Blue Hors Zack 76,196%
5. Kirsten Brouwer/Foundation 75,087%
7. Daniel Bachmann Andersen/Zippo M.I. 74,609%
Start- og resultatlister