2020 var ren succes for ranglistevinder Sophia Ludvigsen
2020 bød på mange gode oplevelser for 17-årige Sophia Ludvigsen fra Gråsten. Den dygtige dressurrytter blev ikke kun Danmarksmester i dressur for Young Rider på Gørklintgårds Jericho. Hun red også en masse flotte placeringer hjem på sin anden hest Safari Klintgaard e. Sunny-Boy/Blue Hors Don Schufro.
Og det er netop med ham, at hun har indtaget førstepladsen på DRF-ranglisten for U18 dressur.
I den forbindelse har vi bedt den talentfulde rytter om at se tilbage på 2020, der trods Covid-19 var noget af et år for Sophia.
– Det har været et godt år. Jeg nåede lige at ride en Ecco Cup-kvalifikation, hvor jeg havde to heste med, før landet blev lukket ned. Vi blev etter og toer.
Og så var der ret stille hen over sommeren på grund af nedlukningen. Men da stævnerne gik i gang igen, deltog jeg i DM med Jericho. Det var et stort højdepunkt, hvor vi vandt, men det blev også slutningen for hans aktive karriere.
Han havde en gammel skade, der brød op igen, så vi besluttede, at han skulle slutte på toppen. Jericho går og nyder livet som pensionist nu, fortæller Sophia.
På Safari sluttede hun året af med en placering som nummer to i Ecco Cup-finalen på Blue Hors.
Han er en stabil hest, og han leverer næsten altid en fejlfri tur. Han er måske ikke altid den, der shiner, men han leverer altid fine ridt. Og det er nok vores styrke.
Sophia om Safari
– Vi har ikke de udfald, der koster point. Han holder sin kurve, og han er bare en kammerat, fortæller Sophia om sin trofaste partner, som hun har redet siden 2019.
DRF ranglisten 2020 U18 Dressur
1 Sophia Ludvigsen SAFARI KLINTGAARD
2 Frederikke Gram Jacobsen RYVANGS ZAFINA
3 Sophia Ludvigsen GØRKLINTGÅRDS JERICHO
Men højdepunkterne i 2020 stopper ikke her.
Sophia Ludvigsen blev også udvalgt til at være en del af Blue Hors’ talentprogram – programmet indbefatter: 2-5 unge talentfulde ryttere i alderen 15-23 år, som får adgang til heste med betydelig kapacitet samt træning og rådgivning i et professionelt set-up.
– Det var så stort at blive Blue Hors-rytter, fastslår den sønderjyske gymnasieelev.
Hun har fået stillet vallakken Blue Hors Quintana e. Quatensprung/Desperados (opdrætter: Steffen Brunkhorst) på seks år til rådighed.
– Quintana er super sød. Jeg glæder mig til at debutere på ham.
Ungrytter eller juniorrytter?
Selv om Sophia har vundet ranglisten for U18-ryttere (juniorer), så blev hun dansk mester for ungryttere. Men hvordan hænger det lige sammen?
– Da jeg var 14 år, blev min pony skadet, så der begyndte jeg at ride hest. Det vil sige, at jeg blev juniorrytter i en tidlig alder. Jeg red som junior i to år på Jericho, og så overtog jeg Safari fra min mor (Pernille Ørum red.). Der valgte jeg at begynde som youngrider, fordi han kunne øvelserne.
Det er sjovt at være youngrider, selv om jeg er egentlig er juniorrytter. Der er lidt flere udfordringer i programmerne.
Men nu hvor jeg har overtaget Quintana, der ikke er så rutineret, så skal jeg tilbage og ride junior igen.
Safari vil jeg samtidig begynde at forberede til U25, hvor øvelserne er noget sværere, afslører Sophia.
2021 har allerede været i gang i flere måneder, men stævner har der ikke været så mange af på grund af Covid-19 og EHV-1. Alligevel satser Sophia på et godt år med hestene.
– Det ville være fedt at deltage i et mesterskab med Quintana, men det er svært at sige, hvor vi ligger. Han er kun syv år, og han skal lære det hele. Jeg glæder mig bare til at komme ud på stævnebanerne med ham.
Se også interviewet med Line Busk Heltborg – ranglistevinder for U18 springning