Ændringer i setuppet omkring ponydressuren
Nye ryttere i bruttogruppen
De fire nye ryttere i bruttogruppen er:
- Clara Cordes Arnkjær
- Emilie Hansen
- Rikke Maria Schoubye Johansen
- Sophie Golan
“Jeg er meget glad for at kunne byde velkommen til de nye medlemmer af bruttogruppen. Jeg har hele tiden haft fornemmelsen af et flot niveau i ponydressuren i år, og det blev kun bekræftet ved ECCO Cuppen i Sundeved. Jeg havde nemt kunnet vælge endnu flere kandidater, men har begrænset mig for at kunne gå mere i dybden med bruttogruppens medlemmer,” siger Lisbet Seierskilde, landstræner for ponydressuren.
Læs også: Lisbet Seierskilde – ny landstræner for ponydressur
Det forventes, at nogle af rytterne allerede i april er klar til at starte internationale stævner.
Ny perspektivgruppe oprettes
Som noget nyt har Lisbet Seierskilde i samarbejde med holdleder Lars Svarre Krogsgaard oprettet en ny gruppe for ponydressurryttere under navnet perspektivgruppe. Alle ponyekvipager, der har redet A-kvalifikation inden for det seneste år kan optages i gruppen.
Som udgangspunkt vil der blive afviklet samlinger for gruppen to gange om året, hvor bruttogrupperyttere også er velkomne. Til samlingerne vil der være fokus på talentudvikling, og der vil blive delt ud af viden og information, som ellers har været forbeholdt bruttogrupperytterne.
Se også: Holdleder, indpisker og hyggeonkel
”Med det høje niveau i ponydressuren, som vi ser for tiden, har vi ønsket at gøre noget ekstra for at udvikle de mange talenter. Håbet er, at perspektivgruppen vil bidrage til et generelt løft af den viden, som de unge ryttere får med i bagagen, og dermed klæde dem godt fagligt på til fremtiden,” siger Lisbet Seierskilde.
Til samlingerne for perspektivgruppen vil der f.eks. være fokus på skadeforebyggelse, kür og programridning. Den første samling vil blive afholdt i oktober 2022.
Kilde: DRF