Alle danske pararyttere placeret i Riesenbeck
Riesenbeck International var i weekenden fra 1. til 4. september vært for et internationalt paradressur stævne, CPEDI3* Danmark var repræsenteret med ialt 4 ryttere fordelt på Grad IV og V. Det blev igen en stor dansk weekend for paradressuren, da samtlige ryttere opnåede placering, i alle 3 klasser under stævnet.
Bianca åbnede med sejr
Bianca Andersen og Runehøjs Skyline e. Sir Donnerhall II (opdr. Birgitte Thomsen og Sten Andersen) åbnede flot for Danmark i grad V med en sikker sejr til 70,581% og i samme klasse blev Line Thorning Jørgensen og Højgaardens Zackzimo e. Blue Hors Zack (opdr. Stutteri Højgaardens Heste) placeret på 4. pladsen med 68,682%, der var noget dommeruenighed om hendes ridt, idet en dommer så hende på førstepladsen, mens de to øvrige satte hende på 4. og 5. pladsen.
I åbningsklasse for grad IV blev også Renee Igelski “offer” for dommeruenighed, de to dommere så hende hhv. på 1. og 2. pladsen med den sidste satte hende på 7. pladsen. Det gav en samlet 2. plads til Renee og Beyond Dreams e. Benetton Dream (opdr. Hanne Grue) med 70,625% – sejren gik til USA’s Kate Shoemaker og Quiana med 72,667% Sammen med hesten Solitaer vandt hun bronze ved WEG i Tryon og sluttede på hhv. 4. og 7. pladsen ved PL i Tokyo.
Pia Wulff Jelstrup og Zafia e. Blue Hors Zee Me Blue (opdr. Gitte Elkjær Kjeldsen) sluttede på 4. pladsen med 69,167% Pia rider sit første år som pararytter, og har bl.a. NM sølv i bagagen fra stævnet på Flyinge i juni.
Flotte placeringer lørdag
Lørdag var det grad V-rytterne som åbnede konkurrencerne i Riesenbeck med en andenplads til Bianca Andersen og Runehøjs Skyline med 69,881% og endnu en 4. plads til Line Thorning Jørgensen og Højgaardens Zackzimo med 68,214% Det var australske Amelia White og Genius som sejrede med 71,111% Hun deltog ved PL i Tokyo, og vi havde også fornøjelsen af den australske rytter med det internationale stævne på Blue Hors i marts i år, hvor hun fik en 3. plads i freestyle som bedste resultat.
I grad IV blev det igen til amerikansk sejr til Kate Shoemaker, mens Rene Igelski og Beyond Dreams kom ind på 3. pladsen. Renee rider i år sin første sæson i Grad IV, da hun blev nedklasset fra Grad V først på året. Også i denne klasse blev det til placering til Pia Wulff Jelstrup og Zafia.
Bianca åbnede og sluttede med sejr
Søndag blev det traditionen tro tid for freestyle (kür) for de 8 bedste ryttere efter de to foregående konkurrencedage. i Grad IV blev det igen til sikker sejr til Kate Shoemaker foran hollandske Melissa Janssen og med Renee Igelski på 3. pladsen, Tysklands Hannelore Brenner kom ind på 4. pladsen lige foran Pia Wulff Jelstrup.
Bianca Andersen sluttede som hun åbnede stævnet, med en sejr sammen med Runehøjs Skyline i grad V, hvor de opnåede 75,658% Australiens Amelia White klemte sig ind på andenpladsen, og Line Thorning Jørgensen med Højgaardens Zackzimo red sig ind på 3. pladsen i küren.
Igen en flot dansk weekend for paradressurrytterne.
Se samtlige resultater fra Riesenbeck International