Skip to main content

Alle danskere er kommet godt til Compiègne

Det er nu slaget skal stå om de tre pladser og reservepladsen til OL i Tokyo – dressurrytterne er kommet godt til Compiègne, men turen var ekstra lang
| admin

Det meste af A-truppen i dressur er samlet til internationalt stævne i Frankrig denne weekend. Det er nu slaget om pladserne på landsholdet skal stå – hvem kommer til OL i Tokyo, hvem bliver reserve? Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein skal træffe en vanskelig beslutning efter weekendens stævne i Compiègne, der skal sammensættes et landshold med tre ryttere og en rejsende reserve, som skal repræsentere Danmark ved OL i Tokyo.

De rider i Compiégne

Landstræneren har forventninger om en holdmedalje til OL, den første, og hidtil eneste af slagsen var hun selv medvirkende til at ride hjem ved OL i Hong Kong i 2008. Med på holdet dengang var desuden Andreas Helgstrand og Blue Hors Don Schufro. Andreas Helgstrand er igen i spil til en landsholdsplads med den tredobbeltes UVM-guldvinder Fiontini, som han overtog sidste forår, da Severo Jurado Lopez, som indtil da havde redet hoppen, valgte at forlade Helgstrand Dressage for at blive selvstændig. Andreas red i 2008 for Blue Hors, og også dette år er Blue Hors repræsenteret i A-truppen via stedets førsterytter Nanna Skodborg Merrald og avlshingsten Blue Hors Zack. Sammen med Cathrine Dufour med Vamos Amigos, skal de tre starte i den 3-stjernede konkurrence, hvor der rides Grand Prix fredag og Grand Prix Special lørdag.

Andreas Helgstrand og Fiontini. Foto: Baun Photo

Carina: Vi er kommet godt frem

Carina Cassør Krüth og Heiline’s Danciera, som sidste år vandt sølv ved det danske mesterskab, er en af tre ryttere på landsholdet i den 5-stjernede Nations Cup i Compiègne. Carina fortæller, at alle heste er kommet godt frem til trods for, at samtlige hestetransportere fra Danmark sad fast i en kø ved Hamburg i fem timer. Det gjorde den lange tur til Frankrig endnu længere. Alle havde overnatning på vejen, så hestene kom ud af lastbilerne og fik lidt bevægelse og en god nattesøvn i fine stalde. Carina og Andreas Helgstrands heste kørte sammen og overnattede undervejs hos Ludger Beerbaun i Tyskland.

“Det er en meget flot stævneplads, med flere vædeløbsbaner på græs, med steeplechace forhindringer. Det hele står bare snorlige,” fortæller Carina Cassøe Krüth. “Stævnepladsen ligger i en skov, og alle heste har faste bokse i et flot, gammelt staldanlæg. Det er lidt langt fra stalden til opvarmningen, men turen går gennem skoven, og det er en flot tur,” fortæller hun.

Carina og Danse skal deltage i Grand Prix og Grand Prix Special, det samme skal Cathrine Dufour/Bohemian, mens Charlotte Heering og Bufranco deltager i Grand Prix og Grand Prix kür for holdet.

Start- og resultatlister

Hør landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein fortælle om målsætningen for OL i artiklen: Video: Vi skal hjem med en holdmedalje