Andreas Schou fejlfri i 1.60 i Geneve
Startlisten bugner af navne på internationale topryttere ved CHI de Genève, som afvikles denne weekend. Hvor stævnet i Aachen, verdens største ridestævne, er eftertragtet af rytterne, så er indendørssæsonens mest eftertragtede stævne for springrytternes vedkommende, CHI de Genève. I år er der dansk deltagelse, da Andreas Schou med sin placering son nr. 37 på verdensranglisten, har fået adgang til at ride med.
Andreas er til start med to heste: Darc de Lux og Unbelievable og de er begge kommet særdeles flot fra start med 0-runder på hvert deres niveau.
”Her er ualmindelig flot, og hver år, når jeg har set med på tv fra Genève har jeg tænkt, at det vil jeg meget gerne prøve en dag,” fortæller Andreas fra stævnepladsen.
Han er kommet fantastisk fra stat, da Unbelievable e. Untouchable var dobbelt 0 i en 1.45 klasse fredag eftermiddag, men det rakte ikke til en absolut topplacering, men en plads som nr. 22 lige efter den tidligere verdensetter og OL-guldvinder Steve Guerdat. Klassen blev vundet af franske Simon Delestre på Iniesta V.
Darc de Lux fejlfri i 1.60 m
Sent torsdag aften red 50 ryttere en udfordrende 1.60 m klasse. Andreas Schou og Darc de Lux var en fornøjelse at følge på banen. Hingsten springer med enormt overskud og lethed på de store forhindringer, og det lykkedes for Andreas at holde et højt grundtempo og udnytte hingstens store galopspring banen rundt. De kom fejlfrit i mål indenfor tiden, og kom i omspringning med 17 andre ryttere. Jublen var stor, da Darc og Andreas landede fejlfrit efter den store Rolex-oxer i omspringningen i en tid, da gav ham en flot 6. plads. Vinder blev Marlon Modolo Zanotelli fra Brasilien foran Victor Bettendorf (LUX) og Shane Sweetnam (IRL).
På resultatlisterne kan man se video af rytternes ridt i både hoved- og omspringning. Se klassen HER
Nåede målet om top-60
Hvis Andreas fortsat skal have adgang til at ride med ved World Cup-stævnerne, er kravet, at han slutter året i top-60 på verdensranglisten. Også det mål er opfyldt, da han lige nu har en placering som nr. 41. Hvis han skal nå World Cup finalen i Omaha til april, skal han have optjent flere World Cup points.
Andreas fortæller: ”Jeg nåede det første delmål ved at blive i top-60, men jeg vil ikke gøre for meget for at holde klørene i, for at nå finalen, der er også en sæson næste år.”
Han ser frem til de kommende dage i Genève. ”Det bliver nogle sjove dage,” spåede han i aftes, og med topplaceringen i aftes er det allerede en kendsgerning.