Bronze til Cathrine Dufour ved EM
De gjorde det, Cathrine Dufour og Bohemian – red sig ind i medaljerne i Grand Prix Special ved EM i Hagen. Et klasseridt af Cathrine, hvor Bohemian dansede ind og ud af piafferne, helt uden anstrengelse gled fra passage til travøgning og tilbage. Galopprogrammet uden en hov blev sat forkert, og flotte pirouetter. Da Cathrine Dufour red op ad midterlinjen til slut var hun foran den til da førende tyske rytter Isabell Werth i tendensen. Bohemian gik helt ubesværet ind i piaffen, men da Cathrine red Bohemian ud af den flotte, rytmiske piaffe, mistede de to et kort øjeblik den harmoni, som havde præget hele deres ridt. Cathrine fik ro på Bohemian, men i forhold til kampen, om det, der skulle vise sig at blive sølvmedaljen, blev netop dette dyrt. 81,079% mod Isabell Werth og Weihegolds 81,702%
Bronze til Cathrine Dufour og Bohemian, verdensranglistens nr. 3.
Igen var det Storbritanniens Charlotte Dujardin og charmerende Gio, som Cathrine kæmpede mod om bronzen. Ved OL i Tokyo var det Dujardin, som trak sig sejrrigt ud af den kamp, i Hagen var bronzen Dufours.
“Efter i går tænkte jeg, jeg kunne nå en medalje, men det tænker jeg ikke på, når jeg rider. I dag kunne jeg lege mere med ham derinde, og fjerne presset på ham. Så mangler han måske lidt i rammen, men jeg fik genopbygget noget tillid i dag. For jeg følte jeg måtte presse ham lidt i Tokyo. Det har været en rejse med ham, og i dag har jeg fundet balancen med ham, og det var min opgave i dag. Og han legede med, jeg er meget stolt af ham,” sagde Cathrine Dufour efter sit ridt.
“Tilskuerne havde gerne set Cathrine en plads længere fremme,” erkendte tyske Sönke Rothenberger, som ærgrede sig over Cathrines fejl i piaffen til slut.
“Lige der tænkte jeg, jeg måtte korrigere ham hurtig, de sidste par gange har jeg måttet presse ham på den sidste midterlinje, og hvis jeg bliver ved med at presse ham, bliver jeg bange for han ikke vil lege med mere, eller få en skade.” fortalte Cathrine. Derfor pressede hun ikke denne gang, og det resulterede i fejlen, men Cathrine har blikket rettet mod fremtiden og VM på hjemmebane i Herning næste år.
41 guldmedaljer til Werth
Tysklands Isabell Werth er verdens mest vindende rytter, 41 guldmedaljer har den 52-årige rytter i medaljeskabet, i Hagen 2021 blev det til en sølvmedalje med Weihegold. Isabell kæmpede, som altid for det, men hun måtte igen overgive guldmedaljen til sin landsmand Jessica von Bredow-Werdel, den regerende Olympiske Mester. At Isabell kunne fokusere på sit ridt, mens tankerne måtte have været hos hendes EM-guldvindende partner fra Rotterdam Bella Rose, som lige nu kæmper for sit liv på hestehospital efter en kolikoperation.
26 10-taller til Jessica
Verdensranglistens nr. et og Olympisk guldvinder Jessica von Bredow-Werndl og FSF Dalera BB opnåede 84.271 % heraf 26 10-taller fra et enigt dommerpanel, som alle så parret på førstepladsen. Og hun var så langt foran konkurrenterne at end ikke fejl i etterchangementerne, kunne fravriste hende guldmedaljen.
Nanna og Daniel klar til kür
Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell viste igen et stærkt og sikkert program, måske lige med lidt mere spænding end i deres imponerende Grand Prix. Den 9-årige vallak har heller ikke meget erfaring i Grand Prix Special, og set med danske briller og med tanke på VM i Herning i august næste år ser det særdeles lovende ud med dette par. De red sig ind i kürfinalen på 10. pladsen med 75.638 % og dommerne var langt fra enige om deres præstation fra 5. til 19. pladsen.
Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia sluttede på 12. pladsen med 74.909 % og igen her med stor dommeruenighed.
Charlotte Heering og Bufranco var fejlfrie i deres test, og de opnåede 71,018% til en 24. plads
Nu er begge klar til Grand Prix kür på lørdag for de 15 bedste ryttere.
Se resultatet HER