Skip to main content

Dele af World Cup-stævnet aflyses

– Vi vurderer, at med de ændringer, vi har gennemført, kan vi afvikle stævnet efter alle glædende regler og sundhedsmæssige krav fra myndighederne, indleder Jens Trabjerg. Arrangørerne har valgt yderligere at stramme kravene, ved at kræve brug af mundbind. Ungdomsspringningen, European Trophy aflyses, og fokus bliver derfor på afviklingen af dressurklasserne og dele af springning ved World Cup-stævnet på Vilhelmsborg i uge 42
| admin

Det er i år 14. gang Danmark er vært for den første kvalifikation i den populære, verdensomspændende serie, FEI World Cup i dressur. Stævnet er flyttet fra MCH Messecenter Herning, til de mindre rammer på Det Nationale Hestesportscenter Vilhelmsborg ved Århus. Dette betyder, at det er muligt at afvikle World Cup kvalifikationen med få tilskuere og med livestreaming via ZibraSport til de mange, som ikke kan få plads i hallen.

FEI World Cup-serien er ramt af aflysninger verden over, da den populære serie ofte afvikles i store messehaller for tusindvis af begejstrede tilskuere. Uden nævneværdigt publikum er stævner af denne kaliber ikke rentable. Det er derfor en stor fordel, at vi herhjemme har Vilhelmsborg, der kan danne rammen om et verdensklasseevent. Også med begrænsninger på antallet af tilskuere i hallen. Det er derfor af stor betyder for sporten, at det lykkes for arrangørerne herhjemme at sammensætte et program, som tager højde for de gældende coronaregler, og får kickstartet serien, der afsluttes med en finale i Göteborg til april næste år.

Ingen ungdomsklasser
Arrangørerne af World Cup-stævnet havde fået opbakning fra det internationale rideforbund, FEI til at afvikle European Trophy en individuel- og holdkonkurrence for de dygtige unge europæiske springryttere. På grund af Covid-19 er der opstået udfordringer med at få de unge ryttere fra forskellige europæiske lande ind i Danmark, og flere lande vil kræve, at de unge ryttere går i karantæne ved hjemkomsten efter at have besøgt Danmark. Derfor har arrangørerne været nødt til at aflyse ungdomsklasserne.

Det samme gør sig også gældende for den planlagte mindre messe. Den bliver også lukket ned, og erstattet af få infostande.

En helt ny plan
Efter aflysningen af ungdomsklasserne, er der lavet en helt ny plan for stævnet, hvor ryttere fra de deltagende grupper (springning og dressur) ikke bliver blandet.

– Vi er meget opmærksomme på det sundhedsfaglige aspekt i afviklingen af stævnet, og følger de gældende ”superligaregler”, forklarer Casper Cassøe, der sammen med Jens Trabjerg står for den praktiske afvikling af stævnet.

Der opsættes håndsprit flere steder i hallen, ligesom der opfordres til at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger om bl.a. at holde afstand. Derudover bliver det også obligatorisk for alle gæster at bære mundbind i den store opvisningshal. På nær når man sidder på sin plads på tilskuerrækkerne eller sidder og spiser i cafeteriaet.

Der er der god plads på tilskuerrækkerne til de akkrediterede. Og de få billetter, der er sat til salg til publikum, er udsolgt til weekendens konkurrencer. Der er ikke adgang for publikum til stævnet, medmindre man kan fremvise gyldig billet/akkreditering. Se mere på www.worldcupherning.dk

Finalen i den populære stilspringningsserie for børn, NordVest Box Cup afvikles mandag eftermiddag og tirsdag formiddag. Herefter kan deltagerne rejse hjem og gøre plads til de internationale springryttere, der deltager i CSI2* fra tirsdag aften til fredag eftermiddag. Her er der i øvrigt endnu få pladser til ryttere tilbage, efter først-til-mølle princippet, tilmelding foregår hos Dansk Ride Forbund.

Springklasserne afsluttes af Stutteri Ask Grand Prix, der tidligere var programsat til fredag aften. Nu afvikles den medrivende springklasse fredag eftermiddag. Dermed rejser springrytterne hjem, inden dressurkonkurrencerne starter i weekenden. Dressurrytterne kan komme i hallen og træne fredag aften, og så er der i weekenden udelukkende fokus på dressurkonkurrencerne.

Den europæiske elite til start
Arrangørerne oplever stor interesse fra de førende rideforbund i Europa, som vil sikre plads på startlisten til deres topryttere. Feltet i World Cup-serien rummer blot op til 20 ryttere, og forhåndsinteressen viser, at vi får et startfelt i særklasse med internationale topnavne fra verdens førende dressursportsnationer.

Ved siden af FEI World Cup, bliver det muligt for rytterne at deltage i en CDI3* lille og stor tur. Dressurens Venner Grand Prix-klassen i CDI3* kan man opleve lørdag middag. FEI World Cup Dressage Grand Prix presented by Blue Hors afvikles fra kl. 17.30 til 21.00 lørdag aften.

Søndag rides bl.a. Helgstrand Dressage CDI3* Grand Prix Special fra kl. 10.30, og så samles interessen om kvalifikationsfinalen kl. 14.00 for de 15 bedste ryttere i FEI World Cup Dressage Freestyle presented by ECCO.

De seneste to år har de danske ryttere domineret World Cup afgørelsen på dansk grund med sejr til Daniel Bachmann Andersen/Blue Hors Zack i 2018 og sejr til Cathrine Dufour/Bohemian i 2019. Igen i år vil de pt. bedste hjemlige dressurryttere tage kampen op mod de stærke udenlandske kræfter, og DR sende live fra afgørelsen i søndagens World Cup kür.

Dansk Varmblods føl under hammeren
Lørdag den 17. oktober fra kl. 15.30 svinger auktionarius Casper Cassøe auktionshammeren over en udvalgt kollektion på ca. 20 Dansk Varmblods dressur- og springføl. Det sker under World Cup-stævnet på Vilhelmsborg og i det kendte format med hybridauktion, hvor der er publikum i hallen, mens man kan byde på nettet, på telefonen og følge onlinestreaming via ClipMyHorse. Budsalget vil starte onsdag den 14. oktober. Se mere på www.varmblodauktion.dk

FEI World Cup
World Cup Herning er et samarbejde mellem Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Denmark, hvor Jyske Bank Boxen siden 2017 har dannet rammen om et internationalt dressur- og springstævne i uge 42. Formålet med selskabet er at sikre afvikling af World Cup dressur på dansk jord, og samtidig arbejde på udviklingen af internationale stævner i Danmark i både dressur og springning. 

Det er i år 14. gang i træk, Danmark er vært for en afdeling af den prestigefyldte FEI World Cup-turnering i dressur.

Siden 2017 har den danske World Cup-afdeling været afviklet i Jyske Bank Boxen i MCH Messecenter Herning, og inden da dannede Odense Congress Center rammen om stævnet i 10 år.

Pressemeddelelse: World Cup Herning