Skip to main content

Byg selv automatisk hø-dispenser til boksen

Ulrika ville give sine heste hø i boksen i de timer, hun ikke selv havde mulighed for at være der. Så hun byggede en automatisk ”hø-dispenser” ved hjælp af en presenning, planker, snor og en timer. Her fortæller hun, hvordan du nemt bygger din egen, trin for trin.
| admin

Ulrika Karlsson, 46, har haft egen hest i mange år. I dag ejer hun to heste og ridning er hendes største hobby og interesse. For at gøre hverdagen nemmere for sig selv og sine heste, valgte hun selv at udvikle et hjemmelavet apparat, der giver hestene hø, når hun ikke er der.
”Jeg har fået nyt job, hvor jeg arbejder flere nætter og skal køre et længere stykke ind til byen. Det betød, at der gik en del timer mellem aftenfodringen, til jeg kom tilbage for at lukke hestene ud om morgenen. Jeg ledte derfor efter noget, der ville gøre det muligt for hestene at få et par kilo hø i de tidlige morgentimer. På den måde når de at spise i fred og ro, og bliver ikke så stressede, før de skal ud på græs. Og jeg skal ikke stresse, når jeg kommer hjem fra arbejde,” fortæller Ulrika til Hippson.

Løste hverdagens problemer

Hun googlede og ledte efter forskellige løsninger på nettet, inden hun nåede frem til, hvad der ville passe hende bedst.
”Jeg ville have noget med en timer, der var nem at håndtere og ikke blev drevet af elektricitet. Jeg fandt en timer fra et firma, der laver foderlåger til græsningen. Du skruer op for timeren på samme måde som et æggeur. Så satte jeg det sammen med en simpel løsning af en presenning, to planker og en snor,” fortæller hun.
Timeren, som Ulrika købte, kan indstilles tolv timer i forvejen.
Når hun skal fylde presenningen, har hun brug for en stige for at nå loftet.
”Der er ret højt til loftet i stalden, så hestene kan ikke nå høet, når presenningen er fyldt. Men det er bestemt muligt, at opfindsomme heste måske kan nå høet, hvis der var lavere til loftet. For mig var dette en god løsning, og har hjulpet meget. Hestene er rolige, når jeg kommer til stalden om morgenen for at lukke dem ud.
Tekst: Hippson.se/Linnea Lindahl
Foto: Privat

1. Tag en presenning og sæt en planke fast i overkanten og en planke i underkanten. Hvor lang eller bred presenningen skal være afhænger af, hvor meget hø du ønsker, at hesten skal få.
2. Fastgør en snor med en løkke til underkanten af presenningen. Fastgør toppen af presenningen til væggen.
3. Skru timeren på væggen og indstil til det ønskede tidspunkt. Læg høet midt på presenningen. Fold den nederste ende over høet og fastgør pressesnoren med løkken til krogen på timeren ovenfor.
4. Når tiden på timeren er tikket ned, slipper den automatisk høet i boksen og presenningen ligger fladt mod væggen.